Casanova af Bjarne Reuter

Hugo og Bertil har været uadskillelige venner siden de mødtes på: Hjemmet For Forældreløse Børn fra Københavns Kommune. I dag er de i tyverne, arbejdsløse og bor i en mindre campingvogn ude på Jyllingevej. Bertils morfar; Albin er et kapitel for sig. Han er pensionist og bor på plejehjemmet “Dagens lys”. Han er vældig glad for skydevåben, og for at beskrive ham bedst vil jeg citerer fra bogen:

“Albin var en lille, spinkel mand, ikke en millimeter over en meter og treds, men altid ulasteligt klædt i mørkt, let nistret jakkesæt, bredt lyseblåt silkeslips samt slipsenål, og det sædvanlige guldtingeltangel om håndleddene. Ikke et dun havde han på hovedet, til gengæld et vaseline-skinnende tryllekunstneroverskæg, der altid stod stift ud i luften og gav ham et sydlandsk udseende.
Somme mente, han lignede en spansk godsejer, andre en ungarsk taskenspiller. Hugo mente, Albin Olsen var en plattenslager og en jubelidiot, som oven i købet var dødsensfarlig.”

Jeg røber ingenting ved at sige, at Hugo ikke rammer helt ved siden af.

“Casanova” er en fortælling om Hugo, Bertil og Bertils morfar Albin, som en dag kommer i besiddelse af de såkaldte casanova-papirer som tilhører den italienske mafia, og som alting i denne roman, så sker tingene af tilfældighedernes vej.

Historien begynder ved, at Hugo har fået midlertidigt arbejde som piccolo på Hotel Plaza i København, Her forsøger han og Bertil sig med lidt småfuskeri, der går ud på at Bertil med en strømpe over hovedet skræmmer livet af gæsterne, og Hugo så redder dem i sidste øjeblik og modtager en belønning. Men det giver ikke rigtig noget af betydning.
Så en dag snubler de nærmest tilfældigt over en krokodilleskindstaske med de famøse casanova-papirer. Herefter kommer Albin Olsen ind i billedet og så går det over stok og sten med en blodtørstig italiensk mafia i hælene.

“Casanova” er simpelthen så hylende morsom, at man meget tit bare sidder og griner. Ikke stille men HØJT. Der er så mange komiske scener, som er beskrevet så enkelt og knivskarpt at man bare “ser” tingene for sig og sprutter af grin. Det lyder overilet, jeg ved det godt. Men det er den skinbarlige sandhed. Jeg ærgrede mig over at den ikke var længere indtil jeg så, at den var første afsluttede bind i en serie på tre. Herefter var det bare af sted efter de andre.

– Denne anmeldelse deltager i Bogrummets julekonkurrence 2006

Lån bogen på bibliotek.dk