Brun sne af Martin Amis

“Det skal gentages, at jeg er en helt normal mand med helt normale følelser,” skriver kommandant Doll i sine memoirer. Han er ansvarlig for die Endlösung i en af de tyske udryddelseslejre.

Togvogne med jøder ankommer, og på perronen deles de i to grupper: Børn og gamle ekspederes direkte i gaskamrene; arbejdsduelige individer sendes til sko- eller ammunitionsfabrikker, der skal holde den tyske Wehrmacht kampklar. Produktive Vernichtung hedder det. En anden eufemisme er betegnelsen for de afsjælede legemer: Die Stücke.

Massive doser alkohol holder Dolls mørkeste tanker i ave, men kan dog ikke forhindre, at han under en teaterforestilling beregner, hvor meget gas der ville skulle bruges til at ombringe samtlige gæster i den store sal, og hvor mange smykker og hvor meget hår der ville blive til overs til den tyske krigsindsats.

“Brun sne” er et modbydeligt fascinerende kammerspil fra et af de sorteste kapitler i menneskehedens historie. Martin Amis formår at beskrive rædslerne med den form for hårdt tilkæmpet nøgternhed, der også har været nødvendig for at deltage i og overleve det makabre, men uhyre effektive ombringnings- og produktionsapparat.

Vi får to andre vinkler på begivenhederne i kz-lejren dengang i 1942. Szmul er blandt de udvalgte jøder i Sonderkommando, der – mod lidt ekstra mad og nogle måneders forlængelse af livet – klipper håret af deres myrdede racefæller, trækker deres guldtænder ud, fjerner ure og smykker og brænder ligene.

Obersturmführer Golo Thomsen er i familie med Martin Bormann, en af nazielitens absolutte spidser, hvilket sikrer ham et liv på frihjul. Han bruger de mange ledige timer på at forføre sygeplejersker, sekretærer m.fl. – men bliver lun på den forkerte kvinde: Lejrkommandant Dolls yppige frue, Hannah.

Martin Amis er en dreven forfatter med et ekstremt medrivende stof. Han bringer kyndigt sin læser bag om den uundgåelige væmmelse til ideernes og filosofiens tumleplads, hvor man tvinges til (at prøve) at forstå, hvad der foregår i både bødlernes og ofrenes hjerner. Det er bestemt ikke rart, men uhyre lærerigt.

Og så er det jo altid godt at blive mindet om, at store tyske koncerner som Bayer og IG Farben bygger på ufattelig menneskelig lidelse. Hundredtusinder af jøder omkom i produktionsfaciliteterne og som forsøgskaniner, mens virksomhedernes ingeniører nidkært beregnede, hvor få kalorier et menneske kunne overleve på om dagen. Den gennemsnitlige tvangsarbejder døde efter tre måneder.

Eneste anke er den udbredte, tegneserieagtige brug af tyske ord i den danske tekst: Ach, ne, nicht wahr und so weiter. Hør blot denne sætning: “Jeg så trist på Hannahs smukke ansigt – de fyldige Lippen, de brede Kiefer, de grusomme Zähne – hvorefter det blev mørkt.” Entschuldigen, Martin, men det er ufrivilligt komisch, ne?!”

Lån bogen på bibliotek.dk