0 kommentarer

Britt-Marie var her af Fredrik Backman

af d. 11. januar 2017
Info
 
Sideantal

381

Udgivet

2014

ISBN

9788771591927

Originaltitel

Britt-Marie var här - oversat af Louise Ardenfelt Ravnild

Udgave

1. udgave, 3. oplag

 

En sjov og rørende historie om Britt-Marie, der efter mange års ægteskab er gået fra sin mand og nu skal finde et arbejde for første gang i sit liv.

Britt-Marie er et overordentligt ordentlig menneske, bestikket skal ligge sorteret i bestikskuffen, og der skal være rent og ordentligt omkring hende. Hver gang Britt-Marie bliver usikker eller nervøs, gør hun rent.

Hun har i en del år vidst, at hendes mand ikke kun var til lange møder om aftenen, hun har kunnet dufte parfumen på hans skjorter, men har ignoreret det og bare vasket og strøget skjorterne, og når de var rene, var mistanken væk. Men en dag ringer ”den anden”, og så kan Britt-Marie ikke ignorere det mere – men må forlade sin mand på trods af, at han lige har fået et hjerteanfald.

Det bliver starten på en sjov og vanvittig historie, og især elskede jeg Britt-Maries tilgang til arbejdsformidlingen, hvor hun sætter grå hår i hovedet på sin sagsbehandler, fordi hun rent faktisk VIL have et job.

Hun får job som vicevært på et nedlagt fritidshjem i den lille by ”Borg”, hvor så godt som alle butikker er lukket, og inden hun får set sig om, er hun – der hader fodbold – blevet coach på byens fodboldhold.

Det er rørende at følge, hvordan Britt-Marie for første gang i sit liv finder ud af, at hun duer til noget, og at folk lytter til hende. Det lykkes hende at finde et par veninder – om end af den alternative slags, og blive samlingspunkt for byens utilpassede unger.

En gale-komedie, hvor der dog er en mening og kærlighed bag galskaben. Et budskab om, at alle duer til noget, og at vi alle har et værd. Og en kærlig påmindelse om, at vi skal holde sammen og vokse gennem hinanden – og at der er plads til os alle derude i den store verden.

Fortællestilen er humoristisk og stille som forgængeren ”En mand, der hedder Ove”, og ligesom Ove, er Britt-Marie en stille eksistens, der får liv gennem Fredrik Backmans pen.

En let læst og fornøjelig bog, der bestemt er et bekendtskab værd, hvis man holder af mennesker – og fodbold.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter