Bjørneby af Fredrik Backman

Så kom den. Den “smutter” som de fleste forfattere laver før eller siden.

Fredrik Backman er blandt mine favoritforfattere, og jeg var vild med de foregående romaner der alle var sjove, skæve og dybe. Med “Bjørneby” går det galt, for jeg ved simpelthen ikke hvad Backman vil med bogen.

Om bogen skriver forlaget: “Bjørneby er første roman ud af to om en lille by med store drømme. Det er en fortælling om femtenårige pigers ubrydelige venskaber og syttenårige drenge, der spiller ishockey med byens stolthed på skuldrene. Om sport, lidenskab, familiens bånd og holdånd, men også om hvor let et helt samfund kan vende det blinde øje til, når katastrofen slår ned, og hvor langt vi er villige til at gå for vores børn i kærlighedens navn.”

Da jeg læste “Britt-Marie var her!”, var jeg lidt nervøs over at den handlede meget om fodbold. Jeg er på ingen måde sportsinteresseret, men Britt-Marie handlede om meget mere, og jeg var rigtig glad for at læse bogen om hende. Med “Bjørneby” er det anderledes. Den handler om ishockey – du glade verden hvor den handler om ishockey. Den handler også om de andre ting forlaget fremhæver, men da der ikke er en fast hovedperson, er der ikke rigtig noget at hænge det op på. Man kan hævde at byen, Bjørneby, er hovedpersonen, eller man kan hævde at ishockeyen er hovedpersonen, men det fungerer bare ikke rigtigt. Der er også en hel del mennesker vi følger, mennesker for hvem Bjørneby og ishockey er centrum i deres liv i større eller mindre grad. Men fordi der er så mange at følge, bliver det hele temmelig rodet. Efter at have læst bogen, sidder jeg tilbage med en underlig følelse af at have læst en i nogen grad velskrevet bog, jeg er bare ikke er helt sikker på hvad den handlede om.

Backman er ikke så velskrivende i “Bjørneby” som han var i de foregående bøger. Noget af det der tiltalte mig meget i hans tidligere romaner, var alt det han skriver mellem linjerne. Det gør han ikke i “Bjørneby”. Alt for mange afsnit slutter med en lille filosofisk-agtig sætning, der ligesom forsøger at fortælle læseren hvad afsnittet handlede om. Som om Backman har mistet troen på læserne til fordel for troen på sig selv. Det gør bogen anstrengende at læse, og der går alt for meget poesibog i den.

Om godt en måned (oktober 2018) udkommer andet bind i to-bindsserien om Bjørneby, “Os mod jer”. Den er bestilt, men efter “Bjørneby” er jeg lidt forhåndsskeptisk. Jeg håber at Backman vil overraske til den tid, for han har jo i den grad tidligere vist at han godt kan skrive. Bare ikke lige denne gang.

Lån bogen på bibliotek.dk