300
2013
978-87-02-13699-9
Benedicte - en skæbne
”Benedicte – en skæbne” – sådan kalder Niels Barfoed sin bog, og Benedicte er i sandhed en skæbne. Benedicte Hergel født i 1923 blev som ganske ung gift med Louisianas senere stifter Knud W. Jensen og kom gennem sin mand til at møde sit livs kærlighed, digteren Thorkild Bjørnvig, som også var gift. Dette møde blev Benedictes skæbne.
Hovedpersonen er en meget stille og tilbagetrukket person som tænker meget over livet. Hun skriver flittigt breve til sin nære veninde Agnete som livet igennem støtter Benedicte, men som ikke lægger skjul på, at hun ikke bifalder forholdet til Bjørnvig (hvilket dog ikke betyder andet for Benedicte, end at hun så ikke fortæller meget om den side af sagen i sine breve). Benedicte har også et tæt forhold til Karen Blixen og er på et tidspunkt på en længere rejse sammen med hende og sin mand, en tur som bringer dem i et næsten mor/datter-forhold, men dette forhold afkøles, da Karen Blixen konfronteres med Benedictes kærlighed til Thorkild Bjørnvig, som også er en flittig “gæst” hos den store forfatterinde.
Benedicte beslutter at forlade sin mand og rejse til England for at finde tilbage til sig selv – og måske brænde broerne bag sig, men efter nogen tid vender hun tilbage og starter uddannelsen som sygeplejerske. Herunder møder hun sin senere ægtemand som er læge og med hvem hun får to børn. Dette forhold præges dog af Benedictes stadig store følelser for Bjørnvig, og efter nogle år opløses også dette ægteskab. Benedictes sind siger vedvarende til hende, at alt er hendes skyld og hun føler denne skyld tungt på sine skuldre. Hun indlægges flere gange og må til slut betragtes som absolut sindssyg, og hun ender med at tage sit eget liv ved at gå ud i Øresund og “blive væk”!
En meget informativ bog som går tæt på store følelser og fortæller, hvad kærlighed også kan betyde. Absolut læseværdig bog.