Bavian af Naja Marie Aidt

15 noveller fordelt på 218 sider.

Under læsningen af første novelle er jeg ved at ønske bogen hen hvor peberet gror og desuden tæt på at ønske både forfatter og forlag god bedring.

Jeg forbarmer mig og læser videre, og godt jeg gør det, for de følgende noveller viser sig at være temmelig gode, omend ikke alle formår at fastholde interessen i lige høj grad.

De 15 noveller foregår alle i nutidens Danmark og har alle det tilfælles, at de handler om det menneskelige sind: hverdagen for almindelige mennesker, utroskab, selvfornægtelse når den uventede sygdom rammer en, den kedsomhed nogle mennesker rammes af når man ikke vil acceptere, at virkeligheden nogle gange kan være temmelig utilstrækkelig samt børnemishandling og omverdenens tendens til at vende det blinde øje til.

I novellen “Torben og Maria” kan man læse om den unge mor Maria, der mishandler sin toårige søn, Torben.

Moderen er ondskabsfuld og uansvarlig og drengen får tæv: “Hun banker ham. Hun kyler ham ind i væggen. Hun sparker til ham, når han kravler ind under spisebordet. Hun stikker ham en flad, hvis han piller næse. Hun rusker ham, når han kommer til at falde i søvn på sofaen. Hun binder ham til tremmesengen. Det behøver hun slet ikke. Han ligger altid helt stille.”

Læseren rystes af beretningen om den menneskelige inkompetence, der beskrives.

Samtidigt frydes den kræsne læser over, at forfatteren er i stand til at beskrive grusomhed på en så nøgtern og præcis måde, selvom hjertet selvsagt bløder på barnets vegne.

Bogens sidste novelle “Myggestik” er ikke stort mere munter.

En mand på Frederiksberg bliver alvorligt syg af hvad han selv menerer et banalt myggestik. Myggestikket på den venstre balde vokser, der vokser flere væskefyldte bylder frem på balden, han taber sig 25 kilo på 3 måneder, han indlægges på hospitalet, lægerne stopfodrer ham med medicin, men intet hjælper.

Dette til trods formår hovedpersonen at overbevise sig selv om, at han ikke er syg, det er jo for pokker bare et myggestik. Det er selvfornægtelse i yderste potens, og det er særdeles overbevisende beskrevet.

Naja Marie Aidt er i besiddelse af en sikker pen.

Bortset fra første novelle er dette et særdeles stærkt litterært værk, der indeholder noget af den fineste socialrealisme jeg har læst i lang tid.

Forfatteren præsenterer læseren for så overbevisende personportrætter og miljøbeskrivelser, at jeg endte med at drømme om bogen om natten.

Sprogligt set er novellesamlingen et festfyrværkeri.

Første novelle var dog en rodebunke, hvor det ikke er klart for læseren hvem der er fortæller. De øvrige noveller var klare, koncise, nøgterne og overbevisende i al deres enkelhed.

“Bavian” får 4 stjerner af mig, det var en fornøjelse at læse bogen, og jeg glæder mig til at læse flere bøger af Naja Marie Aidt fremover.