Atlanterhavet vokser af Julie Sten-Knudsen
104
2013
978-87-02-15353-8
Dette er en fantastisk digtsamling for alle der finder race- og identitetsproblematikker interessante. Digtsamlingen handler også om: ”At være søstre: Lige. Forskellige. Ammet ved det samme bryst. Mælken, navnet forbinder os. Atlanterhavet adskiller, forbinder os.” Mere konkret handler den om en jeg-fortæller hvis søster har en anden far – fra Congo – og som nu bor i USA, langt væk fra forfatter-jeget. Og så alligevel ikke. Søsterens hudfarve bliver et gennemgående tema gennem bogen og følgende citater er eksempler på, hvordan emnet behandles med stor humor og samtidig stor seriøsitet:
”Du kommer hjem fra børnehaven og gentager stolt det nye ord/pædagogerne har lært dig: Alex og mig,/vi er mullit. Jeg har aldrig før tænkt på/at du er noget. Må jeg være med til mullit?”
“Cykelsmeden skulle skrive dit navn på kvitteringen./Hvad hedder du så? Er det noget man kan stave til?”
“Vi kunne have aftalt et svar til de spørgsmål man stillede os./ Vi kunne have haft en sang vi nynnede. Et kampråd./Et cirkelspark, et kvælertag, en peberspray./Jeg burde have forsvaret dig. Du var lille.”
Endnu et skønt eksempel er søsterens forsøg på at købe fundation, hvilket mislykkes fordi “din hud er for mørk”, hvorimod “min pudder hedder OI netural” – “velkommen til det hudfarvede land”, som Julie Sten-Knudsen skriver.
Digtsamlingen handler også om at være søstre – raceforskelle eller ej – og fx om den misundelse, der kan opstå mellem søstre. Og om tvivlen om, hvorvidt “søster” er noget, man altid vil være: “Kan man holde op med at være søster for nogen. Hvor længe./Kan man undgå at blive det. Hvordan./Muligvis er familie et frit valg./Eller kan man forestille sig/at vi to er bundet til hinanden med blodets bånd,/rødt glitrende som den lille sten/i det lille sølvhjerte jeg fik i dåbsgave.”
“Race” fortsætter med at være et centralt emne også efter søstrene er blevet voksne – “Jeg tænker at vi under huden har den samme krop,/men jeg er selvfølgelig en ældre, mere fedladen version”. Da den “hudfarvede” søster, skal besøge sin “mullit” søster, der nu bor i USA, bliver racedebatten taget ud over Danmarks grænser og behandlet i et amerikansk perspektiv:
“Men jeg forstå ikke at du kan holde ud at bo her./Er du ikke feminist? Bliver du ikke provokeret/af reklamerne for call girls og topløse danseshows?/Du er mere optaget af racistiske strukturer.”
Men samtidig forbliver Afrika et sted, der i baggrunden bliver ved med at hviske racismens historie. Digtsamlingen rummer således også uddrag af Congos historie, samtidig med en generel amerikansk historie – ældre og nyere – og hvordan raceproblematikken udfolder sig på forskellige vis der:
“Malcolm X glattede håret i sin ungdom,/før han blev politisk bevidst./I sin selvbiografi beskriver han hårritualet (.)/det føles som om huden ætses” og “I sommeren 2012 tweeter Gwyneth Paltrow et billede af sig selv/med Jay-Z og Kanye West på scenen i Paris/og skriver Ni**as for real.”
Knudsen skriver “Skibe syr kontinenter sammen” og “Atlanterhavet opstod langsomt./Da Afrika og Amerika begynde at rive sig løs fra hinanden.” De forskellige steder i verden skabes altså af forbindelser, men også af den afstand, der bliver langt imellem dem. Samtidig slår jeget fast: “Sproget er en tvingende struktur. Det er indlysende,/men virker samtidig vigtigt. Jeg skriver nogle ting ned, så jeg kan komme/videre til næste åndedrag.” – steder og identiteter skabes altså ikke kun af nærhed/afstand, men også af det sprog, vi vælger at beskrive dem med. Med sproget kan vi enten distancere os fra andre steder (og stedernes historie og personer), men vi kan også komme dem nærmere.hvis udgangspunktet ikke er “velkommen til det hudfarvede land”.
