Arvæv af David Garmark

En bog for den gængse krimielsker

Jeg havde ikke hørt om David Garmarrk, før en af mine bekendte anbefalede hans nyeste krimi “Arvæv.” Det er ellers sjældent at jeg læser krimier, og det er endnu mere sjældent at jeg rent faktisk når igennem en krimi. Der er en masse kompetente krimiforfattere derude, men det der som regel afholder mig fra at læse flere krimier er, at der simpelthen er for meget skabelon over bøgerne. Rigtig mange krimier har et næsten uovervindelig makkerpar, normalt to politifolk, i hovedrollerne, der til tider forelsker sig.  En af efterforskerne har en dyster fortid, hvor ægtefællen eller barnet er blevet myrdet. Den nedbrudte efterforsker kastes ud i en række mordsager, der skal opklares, mens efterforskeren bog for bog nærmer sig morderen, der dræbte konen, barnet eller et andet familiemedlem. Foruden det, så finder jeg de fleste krimier lidt for lange, både i sidetal, men også fordi de fleste krimier kommer i lange serier. Et par krimiserier er endda helt oppe på tyve bøger. Da jeg først stod med “Arvæv” i hånden var jeg skeptisk, men der var alligevel noget der tiltrak mig. Måske var det faktummet, at jeg kun forpligtede mig til én roman, og ikke ti lange romaner. Måske var de en af hovedpersonerne(som jeg kommer ind på nedenfor), eller måske var det skurken, eller bare den fede forside. Uanset hvad, så forsvandt min fascination af bogen dog hurtigt. Men hvis man elsker krimier, der er hurtigt læst, og minder om de fleste andre på markedet, så er “Arvæv” bestemt værd at læse.

Den blodige seriemorder vender tilbage

Noget der fascinerer mange krimilæsere, sådan som jeg har forstået det, er mordet, og ikke mindst morderen bag det. Hvorfor begår vi mord, og hvordan kan et menneske komme så langt ud, at de slår andre ihjel? Men de sidste mange år har det ikke kun været mordere, der har fanget læserenes interesse. For nu er det seriemordernes tid, og det er da også sådan en morder, der indtager skurkerollen i “Arvæv.”

Pernille Hellmann, der er en tv-producent, findes brutalt myrdet i sit hjem på Frederiksberg. Efterforskerne Mark Berg og Erika Sabatini sættes på sagen, og der går da heller ikke længe før, at det nye mord trækker tråde til en gammel sag om en seriemorder, der aldrig blev fanget. Tidligere TV-vært Alexandra Torn var seriemorderens sidste offer. Hun overlevede, men fik mén for livet. Nu bor Alexandra på landet på en beskyttet adresse, men pludselig begynder seriemorderen at kontakte hende. Seriemorderen, der er døbt det lidt klichefyldte navn “Trofæjægeren,” er begyndt at dræbe igen, og er ude efter sit sidste offer, nemlig Alexandra.

En tvivlsom Hannibal Lecter og Ed Gein kopi. 

De to ovennævnte herre, som de fleste krimilæsere sikkert kender, affødte et hav af kopier, der hver især kan findes i populær-kulturen. Tænk eksempelvis på Norman Bates i Hitchcocks udødelige klassiker “Psycho,” der bar tydelige ligheder med Ed Gein. Der findes endda et hav af tv-serier, der handler om seriemordere, som for eksempel “Criminal Minds,” hvor holdet af profilers møder en ny galning i hvert afsnit. I “Arvæv” benytter Garmark sig af morderen, der kalder sig Brandt, og Garmark gør sit bedste for at gøre ham både frygtindgydende og ulækker. Men jeg må desværre indrømme, at det ikke virker. For Brandt virker mest som en kliche på en seriemorder. Det som burde være uhyggeligt, og virkelig skræmme læseren, virker forudsigeligt, tamt og som noget man har set før. Brandt virker med andre ord, som en tvivlsom Hannibal Lecter og Ed Gein kopi.

De forkerte personer i fokus. 

Noget af det, der virkelig irriterede min læsning var, at bogen har alt for mange hovedpersonerne med. Der er Alexandra, som er en virkelig spændende figur, samt en person der faktisk overlevede mødet med seriemorderen. Da jeg begyndte at læse bogen forventede jeg, at hun var i fokus, at vi skulle følge hendes kamp for at opnå hævn over seriemorderen. Men sådan forholdt det sig desværre ikke helt. Ganske vidst følger vi Alexandra, men ikke på den måde, som giver mening. Mark Berg og Erika Sabatini fylder, i min optik, alt for meget i bogen. Faktisk så er jeg i tvivl om, hvorvidt det overhovedet var nødvendigt at have politifolk med i romanen, om ikke andet så i nogle mindre fremtrædende roller.

Alt for lang

Måske er det fordi de forkerte personer er i fokus, eller måske var den her bog bare ikke for mig, men min største anke er faktisk, at romanen virker alt for lang. Historien blev for langtrukken, og flere steder var jeg tæt på at ligge bogen fra mig. Oven på alt det, så vil jeg dog sige at David Garmark skriver underholdende, og jeg glæder mig til at se, hvad hans næste udgivelse omhandler.

“Arvæv” gjorde ikke noget godt for mig, men hvis du er til gængse krimier med seriemordere, så vil jeg anbefale dig at læse “Arvæv.”

Lån bogen på Bibliotek.dk