Amagermesteren af Maria Gerhardt

Maria Gerhardt har netop vundet Politikens Litteraturpris og det er ikke helt ufortjent. Der er nemlig både humor og ubehageligheder, skarpe observationer og frapperende formuleringer i hendes tankevækkende og stilsikre digte.

Bogen behandler barn- og ungdomsminder og samlingen får således en effekt af coming of age-historie, hvor der ukronologisk og kalejdoskopisk tegnes et billede af en opvækst på Amager, der har været alt andet end idyllisk.

De fleste af digtene handler om sport, eller har sporten som ramme og metafor. De forskellige grene – fodbold, tennis, badminton – fylder hendes liv og fyldes af det tilbageskuende digterjeg med symbolværdi. Sporten får hos Gerhardt samme pseudoreligiøsitet som den så ofte har været forbundet med, bl.a. i barnets ophøjende mytologisering af helten, i stil med hvad vi også ser hos Jørgen Leth: ”det lysende nummer / det selvlysende / nummer 10 / mesterens nummer / sig ikke hans navn / sig ikke hans navn” eller i en andagtsfuld knælen for sporten: ”mine hvide piger / mine hvide drenge / indånder kridt / afventer næste serv / knælende ved nettet / har vi slået vores blikke ned”. Gerhardt har også øje for hvordan beundringen har en erotisk værdi, hvordan ikke blot de svedende, skrigende og stønnende kroppe, men selve det sprog vi bruger i og om sport, er forbundet med det seksuelle: ”opvarmede og / svedige løber / tolv tomboys / rundt og fjoller / tag mig / tag mig / tag mig / til din leder”. Der et element af nydelsesfuld underkastelse og Gerhardt rammer godt, omend til tider måske lige lovlig ladet med symboltyngde, hvordan sport bliver et og alt for et ungt menneske.

Den seksualitet, som ofte ligger som et associativt lag, skriver sig desuden ind i den måske væsentligste problematik, nemlig digtenes behandling af en tvetydig kønsidentitet, af det ikke blot at være pige i en (traditionelt set) drengeverden, men ligefrem at være placeret et sted mellem det kvindelige og det mandlige, og den flerfoldige beherskelse det kræver ikke at vise sit begær, ikke handle på det. Det er velskrevet, men langt fra rar læsning.

Hovedparten af digtene er skrevet i en mere eller mindre talesproglig stil, med liniebrud, der effektivt forskubber og fordobler betydninger og lige netop nok uvished, til tider dunkelhed, til at det bliver spændende. Stilen er sikker og der er en hård- og kølighed i tonen, som passer til universet – man må være tough for at klare sig i sportsverdenen og for at klare en opvækst på Amager

Det er dog ikke alle digtene som når i mål og ved anden gennemlæsning må jeg indrømme at jeg fandt nogle en kende kedsommelige, for ikke at sige intetsigende.

Det rokker dog ikke ved at Amagermesteren fortjener sin plads på podiet, ikke mindst i kraft af mageløst præcise oneliners som disse: ”manglen på biologi / kalder på præstation”, og en lidt sjovere om fly: ”nok har har de været rundt i verden, men de vil altid lande på Amager.” Det skarpt set og sagt, og det er noget af det Gerhardt gør så godt. Der er noget næsten ikonisk over den sidste sætning, noget jeg i al fald kommer til at gentage for mig selv, mens jeg sidder her på Englandsvej og ser flyene lette og lande over Amagers tage.

Lån bogen på Bibliotek.dk