Alting ender med et bryllup af Rasmus Nikolajsen

Jeg bliver altid bekymret når en ny digtsamling ledsages af henvisninger til forklarende artikler om hvordan disse digte skal forstås og hvordan de passer så fint ind i vores tid. Det burde være helt unødvendigt at opbygge al den hype, hvis digtene er gode?

Meget typisk finder man så også en række anmeldelser der roder rundt i de samme paralleller og henvisninger til slige kanoniske ord om digterens kunst, og bruger meget lidt plads på at forklare læserne at der her er tale om en intellektuel konstruktion så stram at jeg synes digtene lider under det.

Nikolajsen vil sample og remixe sit materiale, citere og parafrasere alle de andre i digtboblen. Det er prisværdigt, det er også prisværdigt at han ikke belemrer læseren med alt for tydelige henvisninger, men lader kulturreferencerne stå åbne de fleste steder. Disse meget flyvske elementer kobles så med Nikolajsen åbenbart massive behov for ordgejl og store behov for at vise sin digteriske distance gennem den voldsomme anvendelse af ordet som. Det er ikke mig, det her, der er bare som om eller som noget andet.

Den stramme form på 8 stavelser pr linje over 8 linjer pr digt, 64 digte igennem, gør at Nikolajsen mange gange må cutte sig selv sprogligt over, eller fodre digtet med sin egen hale, for at få noget levende ud af det. Og formens store stramhed gør også at indholdet desværre træder i baggrunden, erstattes af først fascination senere irritation og til slut træthed over at formene ikke udvikler sig, men bliver ved med at være samme småkager med samme dej og smag igen og igen. Dette var nok den største skuffelse, den manglende progression. Hvorfor lige 64 digte, hvorfor ikke 12 eller 112? Uden progression eller forløsning giver det hele jo ikke nogen mening? Jo det ender med et bryllup som titlen lover os, og der er en del kærlighedsdigte, men indholdet er slet ikke i samme stramme tøjler som formen, og det er synd, for potentialet er der.

Med mindre man virkelig er til formelle digteksperimenter bør man altså ikke kaste sin tid på denne samling. ER man til netop det, leverer Nikolajsen en middelpræstation der glimtvis er god, men som nok kunne have fortjent et par revisioner mere.

Lån bogen på bibliotek.dk