Alfabethuset af Jussi Adler-Olsen
634
2009
9788756786980
4.
Tredje gang er lykkens gang, og det blev det også for mit bekendtskab med Alfabethuset. To gange tidligere er jeg gået død i romanen på et tidligt tidspunkt, men nu SKULLE den læses til ende.
Bryan og James er to unge engelske piloter, barndomsvenner, der under anden verdenskrig bliver sendt ind over Tyskland for at fotografere nogle industriområder til brug for de allierede. Deres fly bliver skudt ned, og de er alene i fjendeland. Det var i beskrivelsen af flyvningen og nedstyrtningen, jeg de to første gange gik død på historien – for krigshistorie interesserer mig som sådan ikke.
Men denne gang holdt jeg ud og fortsatte historien om, hvordan det lykkes de to at komme ombord på et hospitalstog, der er på vej væk fra fronten. De smider to af patienterne overbord, kravler ned i deres senge og overtager deres identiteter og sygdomme. Rigtig spændende og neglebidende læsning, f.eks. da de finder ud af, at de nu er højtstående naziofficerer og er nødt til at tatovere deres blodtype under armen for ikke at blive afsløret. Skal de tatovere deres egen blodtype eller blodtypen på de mænd, hvis identiteter, de har overtaget? Valget bliver fatalt.
De ender på sindsygehospitalet “Alfabethuset” – og må stumme spille skuespillet som sindssyge, og det viser sig snart, at der er flere simulanter på stuen. Det bliver en kamp om rå overlevelse, da der gøres kort proces med simulanter. Undervejs bliver de to raske piloter fyldt med medicin og behandlet med elektrochok, hvilket gør det svært for dem sat opretholde skuespillet. Man fornemmer stemningen fra “Gøgereden” som underlægningsmusik.
På et tidspunkt bliver Bryan nødt til at flygte fra hospitalet uden James, og i årene efter har han store samvittighedskvaler og forsøger at finde ud af, hvad der er sket med James.
Romanen skifter gear til en hæsblæsende thriller med rigtig onde skurke, milde kvinder, død og ødelæggelse og siderne vender sig selv. Bryan finder James – eller den mand, der engang var James, og så skal det afgøres om tiden læger alle sår.
Der ligger en masse research bag romanen, og den er rigtig godt komponeret. På et tidspunkt bliver noget af det lidt for meget – eller lidt for usandsynligt – men hvis man lige parkerer det og accepterer, at det jo er fiktion – så kommer man også over dette lille “nu bliver det for usandsynligt” bump og får læst romanen til ende.
God underholdning – kunne helt afgjort blive alle tiders film.
