Accabadora af Michela Murgia

Hvordan leves livet på Sardinien og hvad er en ”accabadora” egentlig?

Murgia bringer os tilbage til en langt mere simpel tid, hvor en gammel kvinde ligger for døden. Hendes navn er tzia Bonaria Urrai og hendes sjælebarn Maria, tager sig af hende. Maria begyndte at bo hos hende i en alder af 6 år, hvor hun forlod sin familie, som allerede havde flere børn. Det er dog ikke alle landsbyens borgere, som finder det helt normalt, at Bonaria adopterede hende ud af det blå:

”- Det er nu mærkeligt, det med sjælebarnet…

-Hvorfor er det mærkeligt? Bonarias stemme var tonløs.

-Det synes overhovedet ikke at tynge Maria. Ser hun tit sin rigtige familie?

-Ja, hver gang hun beder om det. Hvorfor skulle det tynge hende? ”

Maria har det ganske godt hos Bonaria. Hun følger opmærksomt med i, hvad der sker i hendes gamle familie og i Bonarias arbejde, som ikke altid er så sædvanligt. Lidt efter lidt finder man som læser ud af, at hun ikke blot er syerske, og hun har et ganske bestemt forhold til døden. Da en lokal dreng er sengeliggende, kommer Bonaria til at tænke tilbage på hendes ungdom:

”På det tidspunkt havde krigen, som siden skulle døbes Den Store, allerede fortjent sin betegnelse: der var indkaldt tre årgange unge mænd fra Soreni til skyttegravene ved Piave-gloden, og det var stadig ikke nok. Samtidig med hjemsendelsen af alvorligt sårede kom der meddelelser om Sassari-brigadens heltemodige indsats, og den tyveårige Bonaria havde set tilstrækkeligt af verden til at vide at ordet ’helt’ var hankøn ental for ’enker’. På trods af dette drømte hun om en fremtid som hustru når hun lå på marken under pinjerne, knugede Raffaele Zincus krøllede hoved mod sit bryst og fyldte lungerne med lugten af harpiks.”

Men hvordan arbejder Bonaria som både syerske og accabadora, og hvad betyder skæbnen egentlig i et livsforløb?

Et punkt på min TBR-liste har længe været moderne italiensk litteratur, da jeg kun kender til klassikerne, og læsningen af denne bog var et virkelig godt sted at starte. Det er en helt anden kultur, end den jeg er vant til, og det er særligt traditionerne og familielivet, som Murgia sætter fokus på. Den er oversat af Marie Andersen og for mig, som intet italiensk kan, forsvandt dette islæt af sprog ikke helt, da nogle ord bliver forklaret, og det italienske begreb bruges derefter, hvilket jeg satte stor pris på. Som historie virkede det som et puslespil, hvor enhver brik stille og roligt bliver lagt på sin plads undervejs, og begge hovedkarakterer overraskede mig flere gange undervejs.

Alt i alt en interessant bog om et mere simpelt liv på Sardinien engang og hvor alt kan ændres så hurtigt, som en kugle kan komme ud af et gevær.

Lån bogen på Bibliotek.dk