2001 – En odyssé i verdensrummet af Arthur C. Clarke

Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har set Kubricks mesterværk, ”2001: A Space Odyssey”, men den betager mig hver gang. Filmen blev til i et samarbejde mellem Arthur C. Clarke og Stanley Kubrick, der bl.a. var inspireret at Clarkes noveller, ”Skildvagten” og ”Ekspedition til jorden” (”Ekspedition til jorden”, novellesamling 1968).

I 1968 var 2001 en fjern fremtid, i dag fortid, men både bog og film er fortsat store oplevelser.

Historien starter dog 3 millioner år før selve rumrejsen. I menneskets urtid følger vi abemennesker­ne i det golde og tørre Afrika, hvor de kæmper mod hungersnød, mod den farlige panter og mod den rivaliserende abestamme. En dag aberne vågner står der pludselig en glasagtig sten, en monolit. Ef­ter mødet med monolitten lærer aberne at bruge knogler og sten som værktøj og våben, og den menneskelige udvikling er sat i gang.

Fremme i 1999 opdager man endnu en monolit, gravet ned i månens overflade for 3 millioner år si­den. Den sender et mystisk signal i retning mod Saturn.

Herefter starter rumrejsen 2001 i rumskibet Discovery, hvor astronauterne Frank Poole og David Bowman på skift tilser skibet i en nærmest monoton dagligdags rutine. Ombord har de Hal 9000, computeren med sin helt egen intelligens, der styrer skibet og dets funktioner. Men rejsen går naturligvis ikke planlagt….

At læse Clarkes bog er som at se filmen igen, bare med ekstramateriale…og så alligevel ikke. Der er en del forskelle mellem bog og film, men hovedtemaet er det samme. Kubrick fandt det for svært at gengive Saturns ringe på film, så rejsen i filmen gik i stedet til Jupiter, og en del andre sekvenser er også radikalt anderledes i bogen.

Clarke fortæller som altid spændende ud fra sin store faktuelle viden om rummet og blander det godt med sine lige så store fantasi. Bog og film går fantastisk sammen. Forskellene gør, at begge medier har hver deres liv, men bogen er samtidig med til at forklare en hel del af handlingen i fil­men, som kan virke fuldstændig uforståelig ind imellem. Slutningen på filmen virker psykedelisk og abstrakt, men i bogen pensles det noget bedre ud og giver mere mening. Men samtidig må jeg også påpege, at bogen mangler en del af den nerve og klaustrofobiske tilstand, som man får ved at se filmens sekvenser, hvor astronauterne bevæger sig ud i rummet, kun med dem selv og deres åndedræt. Ligeledes fylder Hal meget mere i filmen, især med det hypnotiske røde øje, som er den konfliktfyldte computers kontakt til omverdenen.

Clarke skrev tre bøger mere i serien, hvor vi på dansk desværre kun har den ene oversat. I ”2010: Odyssé To” valgte Clarke at bruge filmen i sin fortsættelse, og Jupiter blev igen omdrejningspunk­tet.

Lån bogen på Bibliotek.dk