Tegner Karoline Stjernfelt – Fem bøger jeg ikke glemmer

Jeg føler at hver gang jeg bliver spurgt om yndlingsbøger og tegneserier er mit svar nyt.
Men der er jo dog nogle gengangere. 5 begynder jo slet ikke på nogen måde at kunne dække det, og jeg ved at jeg senere vil synes at alle de her svar er forkerte, og at jeg skulle have svaret noget helt andet. Men sådan er det jo. Here goes:

1. Gösta Berlings Saga af Selma Lagerlööf

Som så mange af mine yndlingsting her I livet, har jeg arvet denne efter min mor.
Hun læste den højt for mig da jeg var teenager, hvilket jeg egentlig ikke kan huske så meget af, bortset fra at én af karaktererne kørte i kane iført sort bjørneskindspels med sølvkløer, og dét syntes jeg fandme var flot. Mange af mine tegninger i månederne efter indeholdt bjørneskindspelse med sølvkløer.
Gösta Berlings Saga handler jo om en mand som mister alt. Og behøver jeg så overhovedet sige mere. Det er åbenbart en genre der står mit hjerte nær.

Derudover har den fantastisk smukke naturbeskrivelser, og en fuldstændig hysterisk, excentrisk fortællerstemme styret af skamløs patos. Det tog mig et par sider at sluge da jeg selv læste den første gang, men når man først har slugt dét, så er man virkelig også på krogen, og jeg kan ikke længere selv få nok af tonen i bogen.

”Gösta Berling, den stærkeste og svageste blandt mennesker.” Selma Lagerlöf har ikke tid til små følelser og subtilitet. Og det har jeg heller aldrig selv haft, så det sætter jeg pris på.

Læs en anmeldelse af Gösta Berlings Saga på Bogrummet

2. The Heart is a Lonely Hunter (Hjertet er en ensom vandrer) af Carson McCullers

Nogle bøger finder én på det rigtige tidspunkt, og det må man sige at Carson McCullers ’The Heart is a Lonely Hunter’ gjorde.

Jeg var gået fuldstændig i stå i mit eget arbejde, jeg var i gang med den svære to’er, kunne ikke længere finde hoved og hale i noget som helst, og var egentlig ret ked af det.
Jeg købte en smuk lille penguin paperback af ’The Heart is a Lonely Hunter’, uden at kende andet til den end den éne side jeg læste i boghandlen, at forsiden var flot og orange, og så at titlen var smuk.

Den er, som så mange af mine yndlingsbøger, en kollektiv roman. Foregående i den amerikanske dustbowl i de sene 30’ere, følger man en række ensomme mennesker i en lille sydstatsby, som alle har det til fælles, at de på den ene eller anden måde ikke passer ind. Én en sort læge med ambitioner, én en enkemand der klæder sig i en afdøde kones tøj, én en ung pige med spirende musikertalent som nok aldrig vil blive til noget. Bare for at nævne nogle enkelte.

Den er fuldstændig gribende, og McCullers formår at skrive om så mange mennesker på en måde der er så fuldstændigt revolutionerende før hendes tid. At hun så ovenikøbet gjorde det i en alder af kun 18 år gammel, fik mig til at sidde og rive håret ud af frustreret vantro og benovelse. Jeg er pt. ved at genlæse mine yndlingsbøger, og den her ligger klar. Jeg glæder mig, selvom den er trist.

Læs en anmeldelse af Hjertet er en ensom vandrer på Bogrummet

3. This One Summer (Den her sommer) af Jillian Tamaki og Mariko Tamaki

Jeg vidste allerede at kusinerne og makkerparret, Jillian og Mariko Tamaki var fantastiske da jeg havde læst ’Skim’, men ’This One Summer’ er en klasse for sig selv.

Igen har den det tilfælles med andre af mine yndlingsbøger, at stilhed og natur fylder meget.
Man følger to piger lige i alderen mellem barndommen og teenageårene henover en sommer, og hold kæft, selvom det er i Canada og tiden en anden end min egen barndom, så er der så meget som Tamaki’erne bare RAMMER.

Den ubarmhjertige, konstante, sexisme. Venskaberne. Tvivlen og angsten og glæden. Jillian tegner verden lille, og stor, og åben, præcis som den er i den alder.
Det er en af de fineste og mest underspillede tegneserier, med nogle af de smukkeste tegneseriesider og karakterdesigns nogensinde nedfældet i mediet. Jeg får kuldegysninger ved slutningen hver. gang. Som alle rigtig gode tegneserier bliver den kun bedre ved genlæsningen.

Læs en anmeldelse af Den her sommer på Bogrummet

4. Wet Moon 1 & 2 af Sophie Campbell

Wet Moon er en tegneserie jeg næsten altid nævner, når jeg skal beskrive mine yndlingstegneserier, og så bliver de fleste folk fjerne i blikket. Måske fordi at alt for få i Danmark kender til serien. Måske fordi den, ret skamløst, handler om teenagepiger i college-alderen i emo- og punkmiljøer. Det er der mange, der ikke selv har været teenagepiger, som ikke synes lyder så spændende. Af en eller anden grund plejer ’Love & Rockets’ ikke at få samme kolde modtagelse, selvom den kan beskrives på næsten samme måde. (Ikke et angreb på Love & Rockets, det er en af de bedste tegneserier nogensinde.)

Jeg læste Sophie Campbells ’Wet Moon’ da jeg var 14, og den sprængte fuldstændig min hjerne for hvad vestlige tegneserier kan. Campbells beskrivelse af teenagelivet var som at se en videooptagelse af mine egne venner. Moden, aktiviteterne, dialogerne. Der bliver gået i edderkoppe-mønstrede miniskirts, de bleger deres hår i badekarret, og så snakker de om, og forbi hinanden, konstant.

Campbell både skriver og tegner sine karakterer med en tålmodighed og ømhed som er beundringsværdig. Særligt i de to første bind er der en rolig, rystende rolig, fremrulning af plottet som er næsten ikke-eksisterende i sin langsomhed, og fuldstændig farverig og mangfoldig i sine karakterer og svinkeærinder. Det gik siden godt for Campbell, og hun fik travlt med andre tegneserier, og udviklede sin stil og stemme sideløbende med ’Wet Moon’. Det kunne denne fan måske godt synes var lidt synd for serien, som ser meget anderledes ud, og går andre veje i de følgende 5 bind.

Men de første to Wet Moon skal alligevel på listen over bøger jeg aldrig glemmer. De lærte mig hvor meget menneske du kan putte i en tegneserie, og hvor meget stilhed. De lærte mig stædigt at lade siderne fylde hvad de nu engang gør.

5. Sent i November af Tove Jansson

Endnu en kollektivroman, endnu en bog med stilhed, endnu en bog med natur. Sjovt at et bymenneske som mig, som plaprer så meget, så godt kan lide bøger med natur og stilhed. Måske netop derfor.

’Sent i November’ er Tove Janssons sidste mumibog, og den eneste uden nogen mumi-karakterer i. I stedet er alle karaktererne, som normalt optræder i forlængelse af mumifamilien, hver for sig, og af forskellige grunde, rejst til Mumidalen. Alle sammen i en søgen efter noget, noget personligt.

Men det er ikke sommer i dalen længere, det er november, og haven står grå og kold, og huset er tomt.

Det er Tove Janssons farvel til hendes elskede mumiunivers, og det var nok min første egentlige yndlingsbog.

Ligesom de to andre næstsidste mumibøger, ’Mumifar og Havet’ og ’Troldvinter’ så er ’Sent i November’ egentlig ikke for børn. I hvert fald slet, slet ikke i samme grad som resten af forfatterskabet er.
Det er en fin lille bog (som kun bliver ALT for kort med hver genlæsning!), som beskriver den stille kamp med at indse ens egne begrænsninger som person og rækkevidden af ens drømme. Den er for resten, sjovt nok, helt perfekt at læse sent i november.

_____________________________________________________________________________________________________

Om Karoline Stjernfelt:

Født 1993. Uddannet fra Serieskolan i Malmø, er tilknyttet tegnestuen Kulkælderen i København. Albumdebuterer med ‘I morgen bliver bedre’, der er planlagt som et trebinds værk. Har desuden kontribueret til ‘Kulkælderen 3’ med tegneserien ‘Tidevand’ samt historien ‘Knivsæg’ til albummet af samme navn.

Har modtaget Statens Kunstfonds litteraturlegat, 2016. Claus Deleuran-prisen for Bedste danske debut, 2016.

Læs mere på Karoline Stjernfelts hjemmeside.

Læs anmeldelser af Karoline Stjernfelts tegneserier på Bogrummet.

Foto øverst: Clara Jetsmark

Foto nederst: Dennis Jacob Rosenfeld

___________________________________________________________________________________________________