Sommerlæsning -10 bøger til din sommerferie

af d. 3. juli 2023
 

Solen skinner, den stigende temperatur vil tilsyneladende ingen ende tage, og sommerferien står for døren. Ferietid er lig med læsetid. Sådan er det i hvert fald for mig, og sikkert også en masse andre læseheste. Derfor vil jeg her komme med 10 anbefalinger til hvilke bøger du kunne tage med på ferie. Om du så skal i sommerhus, bare være hjemme i haven eller måske nyde solen på en øde ø, så er alle de følgende bøger bestemt værd at have med i kufferten.

 

1. Surprise Party af William Katz.

“Surprise Party” af William Katz er, i mine øjne, den bedste krimi der nogensinde er skrevet. Den er intens, stram fortalt og fyldt med twists og overraskelser. Jeg læste selv bogen for første gang for lidt over ti år siden, og den har sat et uudsletteligt præg på mig. Det er en af de bøger, som jeg husker allertydeligst. Jeg elsker den frækhed som bogen er skrevet med, hvor den sidste overraskelse, bogstavlig talt, først kommer på den allersidste side. Så tage Suprise Party” med, hvis du altså tør. For som der står på bogens forside; Skrækken er med som ubuden gæst. 

 

 

 

2. Randvad af Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensen. 

“Hvad er Randvads hemmelighed?” Det er det helt store spørgsmål i denne fantastiske gotiske spændingsroman, der er skrevet af, i mine øjne, det bedste makkerpar i dansk litteratur. Karl Johansen er akademiker og bliver i 2017 hyret til at finde ud af, hvad der skete med Albert Termansen, der forsvandt fra byen Randvad i 1887. “Randvand” er en roman om dystre hemmeligheder, gammel overtro og kræfter fra historiens dyb. Romanen er skruet så godt sammen, at den er mulig at give slip på, når man først er begyndt. De to forfattere har virkelig gjort sig umage med at skabe en solid spændingsroman, der har international potentiale.

 

 

 

3. American Psycho af Brett Easton Ellis

Nok en af de mest diskuterede romaner, der nogensinde er skrevet. Bogen er elsket, forhadt, kritiseret og skamrost, den har virkelig prøvet det hele. Romanen handler, som de fleste sikkert ved, om Patrick Bateman. Bateman arbejder på New Yorks Wall Street om dagen, men om natten myrder og torterer tilfældige ofre i en raffineret og vulgær blodrus. “American psycho” blev en en bestseller, der virkelig gik verden rundt, og den må i dag regnes for en sand klassiker. Dog skal der advares mod ret voldsomme scener.

 

 

 

4. Den lange søvn af Raymond Chandler

Det er vist ikke gået nogens næse forbi at krimier sælger som varmt brød. De bliver langet over de danske boghandler diske, og der findes da også et hav af diverse serier, som sikkert er værd at læse. Dog er jeg ikke helt selv hoppet med på krimibølgen. Jeg foretrækker de lidt ældre krimier, som eksempelvis “Den lange søvn” af Raymond Chandler fra 1939. Her møder vi den hårdtslående, kæderygende og whiskyelskede privatopdager Philip Marlowe, og oplever alle de udfordringer som han kommer ud fra. “Den lange søvn” er noir for fuld udblæsning. En fantastisk læseoplevelse der viser, at kvalitetslitteratur ikke behøver at være kæmpe mursten.

 

 

5. Occidentens Stjerne af Benni Bødker

Fans af Dan Brown vil føle sig hjemme her. I Paris i 1905 ankommer antikvitetshandleren Austin Baldwick for at hente liget af en afdød kollega. Myndighederne nægter dog at udlevere liget, og inden længe oplever Baldwick den franske hovedstad fra sine mest uhyggelige sidder. Benni Bødker skriver suverænt og tempoet er højt hele vejen igennem. Så hvis man foretrækker en thriller, der tager udgangspunkt i en historisk setting, så er det her bogen for dig.

 

 

 

6. Erik Menneskesøn af Lars Henrik Olsen

Nu skal det jo ikke kun handle om bøger til voksne, for hos de fleste skal der sikkert også børn med på ferien, og der kan børnene jo også have brug for noget solid underholdning. “Erik Menneskesøn” handler om drengen Erik der en aften bliver overrasket over et voldsomt tordenvejr. Få minutter efter står selveste tordenguden Thor udenfor og tager ham med til Valhalla. De nordiske guder har brug for hans hjælp, og det kommer der et fantastisk eventyr ud af. “Erik Menneskesøn” er ikke kun underholdning, men det er også lærerig. For Lars Henrik Olesen tager læseren igennem næsten samtlige myter og historier fra den nordiske mytologi, historier der både omhandler guder og mennesker.

 

 

7. Giganternes Fald af Ken Follett

Hvis der kun er plads til én bog i kufferten, eller du virkelig skal ud og holde ferie på en øde ø, med flere tusind kilometer til den nærmeste boghandel, så er det “Giganternes fald” som du skal have med. Bogen er på 950 sider, og selv det kan virke uoverskueligt og tungt, så forholder det sig bestemt ikke sådan. “Giganternes fald” er nemlig første del i en trilogi om det 20. århundrede fortalt gennem fem familier, to engelske, en tysk, en russisk og en amerikansk. Vi følger dem, mens verden omkring dem langsomt forandrer sig. 1. verdenskrig er under opsejling, det storpolitiske spil udspiller sig, den russiske revolution bryder ud og kampen for kvinders stemmeret begynder. Ken Follet er mesteren i historisk fiktion, og han skriver på en sådan måde at man glemmer, hvor lang bogen af og til kan være. Den kan anbefales på det varmeste.

 

 

8. Stedfortræderen – Fem fortællinger af Grete Roulund

Grete Roulund er i mine øjne den bedste danske forfatter, som vi nogensinde har haft. Hun er knivskarp i sin fortælleform, kynisk i sin måde at portrættere sine karakterer.  Samlingen indeholder fem fortællinger, der alle er foruroligende om mennesker i ekstreme situationer. Roulund døde i 2004, og der er desværre ikke noget forlag der har valgt at holde hendes forfatterskab i live. Det er et kæmpe kulturelt tab, hvis I spørger mig.

 

 

 

9. Natradio af Niels Kjærgaard

“Natradio” er den bedste bog jeg har læst indtil videre i år. Den er kort og intens, men også virkelig skræmmende til tider. Hovedpersonerne Martin og Tom laver natradio i en lille provinsby, hvor der ikke sker ret meget. Men pludselig begynder folk at berette om underlige ting, mærkelige lyde og en mystisk sort væske. En gyser af internationalt format.

 

 

 

10. The only good indians af Stephen Graham Jones. 

I 2020 udkom “The Only Good indians” og blev en kæmpe succes i USA. En horrorroman der handler om de fire indianere Ricky, Gabe, Lewis, og Cassidy, samt den forfærdige forbrydelse de begik ti år før romanen starter. Noget forfølger dem, noget de ikke forstår, men det ude efter hævn. Stephen Graham Jones er en af de bedste nye forfatter i USA, og han har formået at skrive en roman der både skræmmer og overrasker, men den er samtidig også ekstrem rørerende og har en dybde, som de fleste bøger i dag slet ikke kommer i nærheden af.

 

 

Det var så de 10 anbefalinger. Jeg håber I får læst en masse og nydt solen.

Rigtig god sommerferie.