Paul af Kirstine K. Høgsbro

Pau er en hvid, midaldrende mand, kulturanmelder med lidt for stor hang til ærlighed.
Han har før været indlagt på en psykiatrisk afdeling, og efter at have fået en ny chef, der gerne vil bestemme ordlyden i hans anmeldelser er Paul kraftigt på vej mod en ny indlæggelse.

Han søger at gå sig fra den psykiske smerte, men det virker ikke helt efter hensigten:

“Hvis han har bare det mindste fysiske overskud, investerer hans krop det straks i flere tanker, og de er alle sammen dårlige, og det er derfor, Paul må blive ved med at gå og gå og gå. Paul ånder ind på højre, ånder ud på venstre, højre har en begyndende vabel, og det niver i venstre knæ, men han må blive ved (højre), må blive ved (venstre, niv i knæ). Paul overvejer om (højre), han skal få lægen til at udskrive noget beroligende (venstre, niv), så han kan få en pause (højre vabel) fra sin noget forpustede kapgang (venstre, kniv!),,,,,,,

De eneste lyspunkter i Pauls tilværelse, der indbefatter en syg mor, en død far som han står i skyggen af, en uudholdelig chef, en ikke så medgørlig søster og en rablende eks-kone er én tilsyneladende god ven og så Holly. Og selv det med Holly giver bagslag, da han kommer til at slikke hendes røv, bogstaveligt, og det bliver foreviget af den praktikant han skulle mødes med, samtidig med at Holly tilbød sin røv til Paul.

Paul har i det hele taget mere end bare lidt svært ved at overskue konsekvenserne af sine handlinger og end ikke en ny tilværelse som udøvende kunstner kan få Paul ud af sumpen.

Jeg knus-elsker Paul, men jeg har jo heldigvis heller ikke et forhold til ham! Men han er så fantastisk beskrevet at jeg formelig kan føle hans gispen efter luft, hans desperate forsøg på at få fodfæste i en kunstnerverden, hvor der ikke er plads til ærlighed, selv ikke, når kunstneren faktisk er en smule enig med Paul i at det er noget lort hun har skabt, for han er jo midaldrende, hvid og mand og skal helst klappe i hænderne, være opmuntrende og sone de absurditeter som hans køn og race tidligere har begået.

Kirstine K. Høgsbro leger med sproget og skaber fantastiske billeder, som her, hvor Paul møder Tessa (senere hustru og så eks-hustru)

“Hun var iført et pink forklæde over en hvid kjole, hvilket øjeblikkelig fik Paul til at associere til sygeplejerske….. Paul har siden tænkt, om netop den association faktisk har størstedelen af skylden for, hvad der efterfølgende skete. Associationen gav nemlig Paul akut lyst til at frigøre hendes store bryster, lade dem smatte rundt i pølsestykkerne, mens han løftede op i hendes kjole, trak hendes trusser til side og lige dér midt i supermarkedet tog hende bagfra….. Tilskyndet af denne fantasi begav Paul sig hen til det lille smagsprøvebord, hvor han foregav en interesse for pølse, der på ingen måde var dækning for.”

Jeg håber inderligt for Paul at han får fodfæste og ikke skal fortsætte med at leve i skyggen af sin døde far. Jeg håber for ham, at selv midaldrende, hvide mænd får lov til at være ærlige, tror jeg.

Lån bogen på biblioteket