I sorgens hus af Louise Winther

Her er en virkelig fin digtsamling, som har noget at byde på for alle, der har mistet. Så let som sløret på bogens forside foldes sorgens mange facetter ud – og samtidig er der i tråd med temaet en sort tyngde i folderne. Jeg blev draget af billedsproget og de mange betydningslag. Som i digtet ”Sort engel”, der beskriver, hvordan den savnede, selv i døden, udfolder sig i mindet – smukt, rent og vakt til live af tilfældigheder:

”Den smadrede solsort i vejkanten
har aldrig været mere død
og dog folder den sin ene vinge ud
som var den en renhjertet jomfrus vifte
hver gang en bil drøner forbi.” (s.53)

Samlingen er tilegnet forfatterens mor, som døde i 2023, og det er oplagt at forbinde indholdet med dette tab. Digtene vrimler af levende, nærværende billeder, og jeg har lyst til at gengive flere, end der er mulighed for her.

Bogen falder i tre hoveddele, som tematiserer sorgprocessen – fra tabet indtræffer over begravelsen til at leve med savnet. Hver del skydes i gang af et kort haikudigt med en fængende metafor som dette:

”Slumrende vulkan
vågner når en elsket dør
og udspyr fortid.” (s.9)

Det enkle billede indfanger voldsomheden i den proces, som sorgen er katalysator for. En proces, hvor fortiden på godt og ondt vækkes til live og ikke lader den sørgende i fred.

Del 1 handler om barndom, relationer og fortrængninger. Der er en grædende søster – og en mor, som har travlt med at trøste hende – og man mærker jegets ensomhed. Som i ”Dyr”, hvor hun drømmer om at bruge sin børneopsparing på en beostær – i håb om at kunne dele værelse med én, som lytter og forstår.

I del 2 tumles med det ufattelige ved afskeden: at skulle begrave den døde – og tankerne om, hvad der sker efter døden. Sårbarheden hos den efterladte kommer til udtryk f.eks. i billedet af at være en hummer uden skjold.

Del 3 udfolder både et rejsetema og et hustema. Den sørgende tager ”med regionaltog” tilbage til barndommen (fedt billede) og går ind og ud af minderne – og dermed også barndommen – som et hus, hvor der ”ingen kære mor” er.

Bogens titel er hentet fra et citat i Prædikerens Bog: ”Den vise har sit hjerte i sorgens hus” – og jeg’et spejder netop efter visdom i sine erfaringer. Jeg ser også en bibelsk reference i digtet ”Fakta” – med sætningen ”Der er mange senge i dit hus”. Den minder om ordene af Jesus i Nye Testamente: ”I min faders hus er der mange boliger”. Måske spejler dette udfordringen med at rumme sorgen – versus behovet for selv at rummes?

Bag i bogen krediteres flere kendte, danske digtere for inspiration til digtene – bl.a. Søren Ulrik Thomsen og Henrik Nordbrandt.

Der er et enkelt rimet digt om en brun bjørn med en unge sidst i samlingen, som formmæssigt falder lidt uden for helheden – skønt det er velskrevet og passer tematisk. Og visse steder kunne der arbejdes mere med digtenes titler. Men generelt er der stor kvalitet i samlingen og enhver, som har mistet en nærtstående, vil kunne finde noget at relatere til.

Louise Winther har tidligere udgivet romanen ”Men så døde mormor”, tre digtsamlinger og to citatbøger om sorg, der således er et tema for forfatterskabet.

Jeg giver den hermed min varmeste anbefaling.

Lån bogen på biblioteket