223
1997
87-595-0758-6
Der Hahn ist tot
Gammeldags og ikke særlig ophidsende. Hovedpersonen i “Hanen er død” er ulidelig. Hun er ubevægelig, firkantet og totalt opslugt af sig selv på en uudholdelig selvnedvurderende facon. Det er hendes historie. Det er en kriminalroman – en anderledes én, men altså kedelig.
Rosamarie Hirte er 52 år da hun forelsker sig i foredragsholderen Witold. Hun besættes af en for hende hidtil ukendt lidenskab og begynder at opføre sig – besat. Det lykkes hende på en tilfældig og makaber måde at komme ind i Witolds liv, og så gør hun hvad der synes hende nødvendigt, for at blive der. Under Frau Hirtes kedelige og konforme ydre dukker et totalt amoralsk og utilregneligt uhyre frem.
Bogen har en, for kriminalromaner, noget anderledes skurk. På trods af dette – ret overbevisende billede af voldsomme understrømme i tilsyneladende stillestående vand – blev jeg aldrig rigtigt fanget. Måske fordi fortælleren fik fremstillet sig selv så overbevisende ynkeligt, at jeg faktisk også blev ligeglad.