Vi er ikke konger af Daniel Dalgaard

Jeg fandt i hvert tilfælde et digt, hvor jeg ikke snublede eller blev hægtet af undervejs:

“Der hvor der var en flod før
floden er forsvundet natten over
gennem natten som
floden flød ned gennem
den sank i jorden
og gjorde vores bulne planet
lidt saftigere
planet eller galakse
vil du være min hjerne
der er ikke noget der forsvinder
det er det jeg mener
at det kun er ordene
der opstår og forsvinder
og resten
der aldrig bliver det samme
særligt længe
og aldrig forsvinder
forsvundet forsvundethed”

Der er mange fine billedfragmenter og “rif” af vores dybest set meget skrøbelige og tilfældige liv. Og der er mange særlige rum, man føres ind i. Men halvvejs af sted i digtene skifter scenen eller syntaksen, og vi er et helt andet, tredje, fjerde eller femte sted. Ny rytme, nyt rum.
Når man selv drømmer, godtager man løsrevne fragmenter og oplevelser, og hænger bare på og drømmer videre.
Med de her digte, leder jeg ofte forgæves efter et sted at hvile mig og lagre de netop opståede “billeder” inden jeg kan rumme flere. Og jeg bliver smidt af hesten næsten hver gang jeg nærmer mig en forståelse af det enkelte digts helhed.
Måske er det udslag af en stresset enlig forældres hjerne, hvis trang til at krydse af på listen af gjorte job, har taget overhånd. Eller har jeg simpelthen læst for få digte siden Lola Baidel og Henrik Nordbrandt, som jeg læste i mine unge dage.
Måske ville digtene opleves lettere tilgængelige, hvis de blev læst op. I sin tid stiftede jeg bekendtskab med Johannes Nielsens digte under oplæsning. Det gav en rytme, som jeg kunne bruge til at rumme hans kaskader af vidt forskelligt bundtede ord – i “Broer af sultne ord”.
I hvert tilfælde må jeg tage Daniel Dalgaards digte som en udfordring – en nød at knække – i stedet for at vade lige ind i dem.
Måske som at lære at løse sudoku..?

Lån bogen på Bibliotek.dk