Ved Sandåen af Gyrðir Elíasson
140
2012
Sandárbókin
Unavngiven maler bor i campingvogn i skov ved Sandåen. Maler ser kvinde i rød regnfrakke, men hilser ikke. Maler ser kvinde igen, men hilser ikke. Maler får besøg af søn, men gider ikke rigtigt snakke. Maler prøver at male træer, men evner det ikke helt. Maler reflekterer halvhjertet over sit liv, men kommer ikke til nogen konklusion.
Maler læser om Chagall, mens læser læser om maler – begge føler vist lidt, at læsningen er en overspringshandling i forhold til at foretage sig noget fornuftigt.
En smagsprøve: “Jeg kigger over på vulkanen, ligesom af gammel vane. Den er helt rolig som før, lader solen om at udspy tunger af ild. Da jeg kommer ned til bredden, tager jeg fiskejakken af, for det er for varmt til at have den på. Jeg tager fiskestangen ud af posen og sætter den sammen, skruer hjulet på. Stangen er en af de længere, den er 9 fod, og jeg har en line nr. 7-8. Jeg vælger en tilfældig flue, som jeg ikke kan huske hvad hedder, men den minder om en spyflue i overstørrelse.”
Og sådan er den hele vejen!
Den forvoksede novelle “Ved Sandåen” er på enhver måde en miniature og afslører på ingen måde, hvorfor Gyrdir Eliasson i 2011 modtog Nordisk Råds Litteraturpris. Sjældent er der udgivet et værk så blottet for ydre og indre dynamik.
Eliasson kalder selv bogen for en pastoralsonate. Det kan han jo sagtens komme og sige.
1 malerklat for de rammende naturbeskrivelser.
