Ulvekvinten af Trisse Gejl

“Ulvekvinten er et musikalsk paradoks.
en falskhed, vi er nødt til at leve med,
ellers går stemningssystemet ikke op.”

Sådan begynder Trisse Gejls bog “Ulvekvinten”, med en beskrivelse af hvordan der ikke altid er plads til virkeligheden i fastsatte systemer. Verden kan ikke altid forholde sig til det skæve og usystematiske. Verden har svært ved at forholde sig til Zoe – og Zoe har svært ved at forholde sig til verden.

Zoe, der underviser på konservatoriet, er gift med Thomas, og sammen har de sønnen Frederik på ni år. Beate er Zoes bedste veninde. Hun er fotograf, og er lige blevet forladt af sin mand. Alle tre er afhængige af Zoe. Hun er den akse omkring hvilken deres verden drejer. Da Zoes psyke, og dermed Zoe selv, stille og roligt går i opløsning, uden at nogen af dem kan gøre noget ved det, går de hver især også i opløsning. Sikkerheden er væk. Systemet er væk. Tilbage er kun falskheden, det usikre, som de bliver nødt til at leve med.

“Ulvekvinten” er, som det altid er tilfældet når Trisse Gejl går til tasterne, utroligt velskrevet. Ikke alene kan Gejl fortælle en historie på en sådan måde, at den griber én om hjertet, men hun har også overskud til at bruge sproget ud over det sædvanlige. Hun fortæller ikke alene en historie, hun kan et eller andet med at “male med ord”. Med ganske få ord, kan hun sige rigtig meget. En sætning der understreger dette, er en sætning om Frederik. Zoe, der på dette tidspunkt får elektrochok og derfor glemmer ting, har spurgt ham hvordan det går med hans bueskydning, men “Han går ikke længere til bueskydning. Nu går han til psykolog.” I den korte sætning, ligger en meget stor historie. En historie vi får fortalt, men en sætning som denne, understreger den virkelig flot.

Trisse Gejl sætter så langsomt gang i sin fortælling, at man bliver lullet ind i hyggen, og ikke helt fatter omfanget af Zoes sammenbrud, før det brager afsted i fuld fart, og man føler sig rendt over ende. Som læser kunne jeg godt fornemme, at hun var lidt underlig, hende Zoe, men da det først gik galt, var det for sent, og jeg blev skyllet med af deroute’n. “Ulvekvinten” er en tsunami.

Tak til Trisse Gejl for endnu en velkomponeret, velgennemarbejdet og ikke mindst velskrevet, fortælling. Jeg glæder mig til den næste, men den behøver ikke at komme foreløbig. “Ulvekvinten” vil tage noget tid at fordøje, og det varer lidt inden jeg er klar til mere fra Gejls hånd.

Lån bogen på Bibliotek.dk