Tidslagt af Kaare Bergh

“det er så let at forfalde til faldende mønter
når tidånden er skyllet væk af tid og mulighed og alt for meget
der kunne være set med der var guld nok til alle.
i stedet løber de muren mod panden så sådan nogle som os
kan splintre den med transparente hamre og nøjes med at bemærke
murens tomhed.”

Titlen på denne digtsamling er “tidsjagt”. Men i virkeligheden handler digtene mere om jagten på en fælles tidsånd, samt en måde hvorpå man med ordene kan beskrive vores samtid.
Hvad angår den fælles tidsånd, er det her i digtet tydeligt, at den ikke bliver fundet.

Men hvad så med ordene, der skal beskrive vores samtid? Også her konstaterer Kaare Bergh, at han som forfatter spiller fallit. Der er tråde tilbage til romantikken, men hvor kunstneren dengang formåede at sanse og viderebringe essensen af livet, kan Kaare Bergh kun “splintre med transparente hamre”.

“jeg studerer ord og er længere herfra.
jeg skriver mig koldere”

Men det er på ingen måde generende, at netop de ting, der søges, ikke findes i digtsamlingen. Snarere lægger digtet som genre op til dette. For i digtet som i tiden er det svært at finde slutning og begyndelse. Når vi som mennesker forsøger at begribe vores fortid inddeler vi den i perioder, men tiden lader sig ikke sådan inddele i kasser, ligesom ordene i digtene ikke lader sig begrænse af den normale sætningsstruktur.
Som så mange andre digtsamlinger giver denne digtsamling ikke læseren klarhed over noget som helst. Vi møder spørgsmål, men finder ingen svar, blot forfatterens egen følelse at utilstrækkelighed i forhold til projektet er tydelig.

For de, der kan lide at reflektere over ordenes funktion i forhold til opfattelsen af vores virkelighed, vil denne digtsamling sikkert kunne læses igen og igen, hver gang med nye tanker til følge. Ønsker man derimod ro, overskuelighed og gennemskuelighed skal man holde sig langt væk fra “tidsjagt”.

Lån bogen på biblioteket