Stille flyder Don af Mikhail Sjolokhov

Det er ikke for hvem som helst at være kosakbonde ved floden Don. Det er et barskt liv fyldt med hårdt arbejde. Og denne bog er ikke for læsere, der vil have meningsfyldt handling. Det er der nemlig lige så lidt af, som der er spas i kosakkens liv.

Personerne i “Stille flyder Don” kommer ellers ud for lidt af hvert, herunder voldtægter, bryllupper, fødsler og begravelser, men ingen af dem flytter sig i deres liv. Det er kornhøsten og hestenes velbefindende, der fylder her. Din nabos liv er mindre værd end en sund og stærk hest.

Skønt de enkelte episoder i bogen veksler mellem at være brutale, rørende og generelt kulturelt beskrivende, er det svært at få øje på anden sammenhæng og mening, end at familiemedlemmerne ældes som årene går. Krigen bryder ud og involverer de raske, våbenføre og temperamentsfulde kosakker – det vil sige alle mænd under 60. Nogle lader modvilligt ploven stå, mens andre strækker sabelen med entusiasme og ser krigen som en velkommen afveksling fra hverdagen.

Men krigen er ikke den store afveksling i “Stille flyder Don”. Kosakkerne ruller stadig cigaretter, sveder på marken, drikker brændevin og slår tænderne ud på hinanden. Det er meget ensformigt i længden. Selv kærligheden på kryds og tværs af familier og flod rokker ikke mere ved personerne end vinden i et græsstrå på den russiske steppe. Til bogens forsvar skal siges, at titlen i det mindste røber stemningen på forhånd…

Lån bogen på bibliotek.dk