Stilhedens hav af Emily St. John Mandel

Vi skulle ikke så langt ind i 2023 før der dukker en kæmpe læseoplevelse op. Emily St. John Mandel kender vi kun på dansk fra Station 11 (2014), som blev til en HBO miniserie i 2021. Det meste af den historie foregår i en postapokalyptisk verden, ødelagt af en pandemi, og pandemier er også en del af Stilhedens hav.

Tre personer har i hver deres tidsalder den samme mystiske oplevelse, en slags anomali. I 1912 går den forviste Edwin en tur i en skov på en ø i Canada. Pludselig har han fornemmelsen af at befinde sig i et kæmpestort rum, han hører violinmusik og hører en anden underlig hvislende lyd. Senere møder han en person, der spørger ind til hændelsen, og personen forsvinder igen sporløst.

I 2020 er Mirella til en slags kunstkoncert, hvor hun ser en video optaget af hendes veninde Vincent, hvor den samme hændelse sker på en gåtur, i det samme område, hvor Edwin befandt sig. Mirella snakker også med en mand, der siger nogle underlige ting, og som hun er sikker på, hun har set i sin barndom.

I 2203 er forfatteren Olive Llewellyn på en udmattende bogturne i hele verden. Hun opsøges af en journalist, der hedder det samme som en person i hendes bog, og som spørger hende om den hændelse hun beskriver i sin bog, hvor hun oplever at være et andet sted, noget violinmusik og andre lyde, og en ny pandemi truer i baggrunden.

…og i 2401 begynder man på Tidsinstituttet at undre sig over anomalierne, og indleder en undersøgelse.

Det er meget svært at beskrive bogen yderligere, for den er speciel og unik, og da jeg havde vendt sidste side, gik jeg i gang med historien igen, bare for at opleve det hele én gang til, vel vidende hvordan det hele hang sammen. For det er ikke altid helt let at forstå historier med tidsrejser, hvornår er hvad sket, og kan man overhovedet ændre noget?

Det er en fantastisk og genial fortælling, mesterligt konstrueret. Mandel skriver både smukt og let, og hun kaster så mange temaer i luften at det er umuligt at konkludere en enkelt mening med bogen.

Verdens undergang er en fortsat og uophørlig proces, citerer hun forfatteren i bogen, som også dvæler ved den stigende interesse for apokalyptiske litteratur og konkluderer, at det er fordi vi længes efter en verden med mindre teknologi. Det er så rigtig set og sagt, og bogen er fyldt med sådanne små betragtninger og rigtig mange smukke og hjerteskærende scener. Den fører læseren fra en afsides ø i 1912 til en lige så afsides kuppelby på månen knap 400 år ude i fremtiden, beskriver lockdowns, brudte venskaber og kærlighed, og mikser det med science fiction elementer som tidsrejser og simulationsteorien.

Kapitlet ’Den sidste bogturné i verden’ beskriver en håbløs tristesse i ensomhed, selvom forfatteren er omgivet af mennesker, der alle vi have en bid af kagen. Naturligvis baseret på Mandels egne oplevelser, og trist at læse om de sexistiske og nedladende kommentarer, hun har fået med på vejen, og hun mener desværre ikke, at det bliver bedre i fremtiden, siden det opleves ca. 200 år ude i fremtiden.

En enestående, klog og tankevækkende bog, og det vil undre mig, hvis ikke også denne bliver filmatiseret. Jeg vil ønske, at vi får flere af hendes bøger oversat. The Glass Hotel fra 2020 bliver filmatiseret, og flere af personerne fra den bog er med i Stilhedens hav, så lad os starte med den!

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på Bibliotek.dk