Standpunkt af Louise Bach

Luna er som månen. Fjern, kold og uopnåelig.

Lige omkring sin attenårs fødselsdag flytter hun fra mosteren Britta, som hun forståeligt nok hader. I 11 år har hun boet med dennes familie: Britta, manden Kurt, der larmer mest når han sover, og datteren Natasha. Natasja hader vores hovedperson også, tilsyneladende af den simple grund at hun er lykkelig.

Luna flytter på kollegium. Under tiden her distancerer hun sig om muligt endnu mere fra den lille kernefamilie i baglandet og fra kæresten Emil, hvis komplimenter og omsorg hun slet ikke kan holde ud.

Luna er rastløs, hun tager afstand fra alt og alle, og selvom hun kommer til at kende folkene på kollegiet godt, er det kun nogle få, der lukkes ind i hendes indre. Årsagen til dette beskrives bedst med hendes egne ord: “Hvorfor? Jeg aner ikke, hvorfor jeg ikke bare dropper det hele. Måske er det på grund af mindet om, at jeg engang var engageret i min fremtid. Jeg havde drømme og visioner. Det er bare sådan, at nu har jeg ikke længere nogen at ville glæde med at klare mig godt i skolen. Jeg har ikke engang mig selv.”

Dette er skræmmende. Og Luna udsætter da også sig selv for nogle uhyrlige ting. Hård sex med tilfældige mænd, selvmordsforsøg, beruselse. Alt sammen i et forsøg på at holde omverdenen på afstand ud fra devisen om, at hvis de ikke kommer tæt på, kan de ikke svigte mig.

Men trods Lunas skrækkelige hverdag er der håb. For intet menneske er en ø, og det lykkes for Luna,at finde genklang i et andet menneske.

Det, der efter min mening gør denne bog så fantastisk er blandt andet, at selvom Luna er hudløst ærlig i sine beskrivelser, går de på ingen måde over stregen. Sproget er ikke neutralt eller nøgternt, men alligevel sådan, at det ikke som ved nogle bøger kommer til at virke grænseoverskridende vammelt, blot med det ene formål at chokere læseren.

Jeg havde læst en kort beskrivelse af bogen og glædede mig enormt til at læse den. Ved synet af forsiden: En kvindekrop uden hoved, der sidder overskrævs på hvad, jeg formoder er et højhus, blev jeg dog noget skræmt. Hvis dette skulle være stilen, så nej tak.

Men det var det ikke. Allerede ved det første møde med Luna og hendes tanker blev jeg ude af stand til at slippe bogen. Og sidste side gav den perfekte følelse: “Hvad. Giv mig mere. Jeg vil høre mere om Luna.”

Lån bogen på Bibliotek.dk