Slip mig aldrig af Kazuo Ishiguro

Jeg ved ikke hvordan han bærer sig ad, den gode Kazuo Ishiguro, men med ”Slip mig aldrig” har han bedrevet endnu en pageturner af en roman, der næsten efterlader læseren åndeløs og i den grad formår at fastholde læserens interesse fra første til sidste side.

Vi befinder os – som i alle Ishiguros romaner – i nutidens England.
Romanens hovedperson og fortæller er Kathy, der er i starten af 30´erne og på overfladen ser ud til at føre sig et ganske normalt – og egentligt ganske kedeligt – middelklasseliv. Hendes barndom er dog ikke helt almindelig, for hun er opvokset på Hailsham, der er en institution (eller børnehjem, men institution lyder måske lidt pænere), der ligger langt ude på landet.

Det lyder måske ikke slemt med et børnehjem hvis man tænker, at barnet er blevet fjernet fra en dysfunktionel familie, hvor barnet ellers ville være blevet vanrøgtet, men det viser sig, at Hailsham ikke nødvendigvis har været et helt ideelt sted for børn at opholde sig.

De børn, der boede på Hailsham blev nærmest overbeskyttet og bildt ind, at lige netop de var noget helt særligt. Af denne grund blev de noget nær isoleret fra omverdenen, hvilket ikke er så optimalt set i lyset af at børn jo bliver voksne og gerne skulle ende med at kunne begå sig blandt andre mennesker ude i den såkaldt normale verden (hvad ”normal” så end betyder).

Efter hun er fyldt 30 er Kathy begyndt at tænke over hvorfor hun og de andre børn i virkeligheden befandt sig på Hailsham og ”Slip mig aldrig” er fortællingen om hvordan Kathy, Ruth og Tommy er nødt til at se fortiden i øjnene og genoverveje om deres barndom på Hailsham nu også var så idyllisk og fantastisk som stedet ville have dem til at tro. Har hjernevasken af børnene virket eller kan man som voksen skifte mening om den barndom man har haft?

”Slip mig aldrig” er på bogens bagside beskrevet som en moderne klassiker om kærlighed, tab og skjulte sandheder – og det synes jeg faktisk er en meget rammende beskrivelse. Jeg vil dog også tilføje, at det er et psykologisk højspændt drama og en meget rørende roman, der indeholder nogle meget solide personportrætter og giver et godt indblik i hvordan det må være at indse, at man på nogle punkter har levet på en løgn. Det er også en fortælling om, at man på et tidspunkt må gøre op med fortiden for at kunne komme videre med sin tilværelse og blive et helt og voksent menneske.

Jeg synes, at denne bog er aldeles fremragende. Det er en roman, hvor jeg ikke kan finde på en eneste dårlig ting at sige: bogen er tidstypisk, velskrevet, gennemarbejdet, spændende og ikke en eneste sætning for lang.

Der er vist kun en ting at sige: God læselyst, denne bog må du ikke undlade at læse.

Lån bogen på biblioteket