Sange af Tua Forsström

Kan man blive blind af at læse digte? En læsning af Tua Forsströms 10. digtsamling ”Sange” kræver, at man mentalt lukker øjnene og lader sig lede af både forstemmende billeder og lokkende toner i sproget. Eller af togskinnerne på det brunlige fotografi på omslaget, som fører direkte ind i en skovs tætte mørke. Jeg stiger på den første linie, som lyder:”/Jeg ved du er et sted ret tæt på og i mørket lyser/.”

Er det intimitet eller uhygge? Med alle sanser tændt bevæger jeg mig rundt inde i nogle dunkle billeder, der bygges op via fragmenter af krop, drøm og landskaber. Dyrene har også en særlig plads. Men betydningsuniverset er fragmenteret. Det er svært at skabe en mening. Mange af digtene virker utilnærmelige, og lukker sig æstetisk om sig selv, på den ufede måde. Omvendt ordstilling er benyttet i stor stil og giver sådan en gammeldags poetisering, men det får mig også til at standse op og lytte.

Indimellem er der linier, der står lysende klare:” /Hvide lagner springer ud i blæsten og roserne/husker du roserne/. ”

Der er en afsked på vej og en ærbødighed overfor alt, der strømmer og lever. Eller levede, for erindringerne dominerer og giver samlingen en gennemgående melankolsk klang.

Smukkest i digtet:

”Pege på noget smukt der lyser
Pege på noget der glitrer når man går forbi
Vi anmoder om det vi savner til overmål
Man kommer alligevel aldrig tilbage,
Ens syn er forandret
Det bliver dyrt men jeg behøver ikke mere
Ønsker jeg ikke. Kommer jeg hjem”

Samlingen undgår ikke i min optik prædikatet ’klage-sange’. Lidt for forstemmende på den selvsmagende måde. ”Sange” er oversat af den danske digter Pia Tafdrup

Tua Forsström er finlandssvensk og har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris i 1998 for digtsamlingen: ”Efter at have tilbragt en nat blandt heste”.

Lån bogen på bibliotek.dk