0 kommentarer

Sådan mister du hende af Junot Diaz

af d. 14. marts 2014
Info
 
Forfatter
Forlag
Sideantal

246

Udgivet

2013

ISBN

978-87-02-13776-7

Originaltitel

This is how you lose her

 

“Sådan mister du hende” er ni fortællinger om kærlighed, sorg, sex og om livet som immigrant i USA. De fleste fortællinger har Yunior som hovedperson og han er et opløftende og røvsparkende bekendtskab:

“Det var den sommer, da alt det, vi skulle blive til, hang og svævede lige over hovedet på os. Pigerne var begyndt at lægge mærke til mig; jeg så ikke godt ud; men jeg var god til at lytte og havde boksermuskler i armene. I et andet univers havde jeg sikkert været okay og var endt med vilde kærester og jobs og et hav af kærlighed, jeg kunne svømme i, men i denne verden havde jeg en bror, der var ved at dø af cancer, og et langt mørkt stræk af liv – en kilometer med sort is – der ventede længere fremme.”

Historierne foregår blandt immigranter i USA. Via Yunior får man et helt enestående indblik i et kvindefikseret drenge-/mandehoved. Fra hans milde og længselsfulde ungdomsforelskelse i broderens kæreste, henover hans forskellige sideløbende forhold, blandt andet som ganske ung til en meget ældre lærerinde og hele tiden fortæller han usentimentalt og rent ud af posen om sidespring, vildskud, lyst og kærlighed.

Immigranternes vilkår kommer også under grundig behandling. Hvordan de har usle jobs og usle leveforhold og at de kan have svært ved at få lov at flytte ind i bestemte kvarterer. Hvordan mænd og kvinder rejser fra Den Dominikanske Republik til USA for at få arbejde – og lykke velsagtens – og hvordan mange ender i et dobbeltliv med to familier; én i det nye land og den som de efterlod i det gamle.

Sidste afdeling deler titel med romanen og nu møder vi en mand, der er blevet indhentet af sine gerninger. Yunior mister kvinden han elsker fordi han ikke kan holde bukserne lukket. Hele bogen er intens i beskrivelserne af livets gyngen mellem glæde og smerte. Yunior ligger som han har redt, men det gør ikke smerten mindre ond eller ægte.

Junot Díaz’ sprog er fantastisk, fyldt med kulørt latino slang. Meget kulørt. Hvis du er typen der går stærkt ind for bandekasser så er det her ikke en bog for dig. Til os andre er der heldigvis en ordliste bag i bogen, så vi forstår de kraftgloser vi læser.

“Sådan mister du hende” er en af de mest underholdende bøger jeg har læst i langt tid. Den er følsom og fandenivoldsk, sproget bobler og fortællingerne rammer både hoved og mave.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter