ROD: En figthers fortælling af Janus Nabil Bakrawi

Efter 4 år i Jordan beslutter deres far pludselig, at de skal tilbage til Danmark. Janus anbringes nu på et børnehjem, hvor han faktisk godt kan lide at være, her er alt rent og pænt, mens årene som gadedreng i Jordan har selvfølgelig sat dybe spor i drengen, som fuldstændig har glemt det danske sprog, lært altid at være på vagt, ikke stoler på nogen, og holder sig til det han trods alt kender: Sin far. Som har fået ham overbevist om at moren er ond, vil forgifte ham – og Janus er rædselsslagen. Han går rundt med en knude af angst i maven. Samtidig føler han sig meget anderledes, hører ikke rigtigt til, har en “forkert” hudfarve, og er hverken dansker, palæstinenser eller polak.

“Jeg blev aldrig inddraget, jeg forstod ikke, hvad der foregik, og hvad der skulle ske i fremtiden – jeg fik ikke en chance for at slå rod, jeg blev dumpet ned i endnu en ny verden, skræmt fra vid og sans og overladt til selv at udforske den. Bortførelsen, hjemkomsten, de kaotiske år efter børnehjemmet, hvor jeg boede først hos min far, så på ungdomspension og til sidst i den lille hybel: Det var de oplevelser og de år, der voksede til en sort klump af sorg og smerte i mig – noget af det sidder der endnu vil sikkert altid gøre det”

Ved et tilfælde bliver han optaget på en skuespilskole – og som de flest nok vil vide, har han fået succes og haft mange roller i dansk film og teater. Kampen for at få andre roller end den evige rolle som “utilpasset ung indvandrer” – at få anerkendelse som skuespiller – er lykkedes.

Det er en vigtig bog, skrevet med hjertet, af en velbegavet og følsom ung mand, der har haft en usædvanlig barsk opvækst. Som har kæmpet med sit selvværd og prøvet at finde et tilhørsforhold, en gruppe/familie hvor han kan føle sig hjemme og finde ro. Som har lært at aflæse andre, iagttage og lære. Men som er rastløs, rodløs og så snart han har opnået hvad han vil, forkaster han det, kan ikke finde ro. Bogen er skrevet meget ærligt og nøgternt, uden selvmedlidenhed og klynkeri, og er et vigtigt indslag både om bortførte børn og om det at være indvandrer, eller rettere at mangle sine rødder, for Janus er jo født i Danmark, men dansk kultur og historie har ikke været en naturlig del af hans opvækst. Det er utroligt, at han trods sin hårde barndom og ungdom har bevaret sin fighterånd og bliver ved med at kæmpe – man sidder tilbage med en smerte og sorg over hvad denne dreng har været igennem, og samtidig en dyb respekt for, at han har kæmpet sig op og fundet en identitet og tilhørsforhold.