0 kommentarer

Rejsende uden bagage af Jean-Christophe Grangé

af d. 12. januar 2014
Info
 
Sideantal

796

Udgivet

2012

ISBN

978-87-638-2320-3

Originaltitel

Le passager

 

Denne formidable krimi er som en russisk dukke. Eller et løg. Du skræller et lag af, og indenunder gemmer sig et nyt lag. Og et nyt. Og et til. Og overraskelserne bliver bare ved med at åbenbare sig, lige til den bitre ende.

Frankrigs store krimiforfatter, Jean-Christophe Grangé, har i mange af sine murstensromaner excelleret i nærmest splatteragtig horror. “Rejsende uden bagage” har også sin andel af makabre mord, men blodbadene er knap så eksplicitte, som de plejer. Vægten ligger i højere grad på et sjældent psykologisk fænomen, der er nok så spektakulært:

“Han skabte sig en ny identitet. Det er, hvad man kalder en ‘psykisk flugt’ eller en ‘dissociativ flugt’. I psykiaterjargon taler man også om ‘rejsende uden bagage’-syndromet. En meget sjælden patologi, kendt siden det 19. århundrede.”

En mørk og stormfuld nat modtager psykiateren Matthias Freire en patient, der har mistet hukommelsen. Han er blevet fundet i en smøregrav med en blodig skiftenøgle og en gammel telefonbog. Samme sted findes næste nat et maltrakteret lig, hvorpå er monteret et enormt, udhulet tyrehoved. Arrangementet peger i retning af Minotaurus-sagnet fra den græske mytologi.

Den unge, smukke politiinspektør Anaïs Chatelet får chancen for opklare sin første større sag og satser på, at flotte, venlige Freire kan hjælpe hende. Men sagen hvirvler op i både Freires og Chatelets egne pinagtige fortidsminder – eller mangel på samme. Samtidig går det op for begge, at hvert skridt, de tager, bliver overvåget af en organisation, der har ubegrænsede midler til rådighed.

Grangé inviterer os med på en fascinerende rejse ind i sindets mørkeste afkroge, og for at det ikke skal blive for ensformigt, hiver han os også med ned på samfundets absolutte bund, ned til de mest voldelige, fordrukne hjemløse, der gerne slår ihjel for et par mundfulde sur vin. Der ligger behjertet research bag disse rædselsvækkende miljøbeskrivelser.

Slutningen bliver måske en anelse overgearet og teatralsk. Men den er stadig drønspændende, så alt skal være den franske skrivekugle forladt. 5 rygende Glock-pistoler fra denne anmelder.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter