Populærmusik fra Vittula af Mikael Niemi

Godt så – jeg har ingen humor. Om ikke andet, så fik jeg da konstateret det.

Her gik jeg og troede, at jeg var i besiddelse af en ikke ringe mængde af ovennævnte. Men nej, jeg ejer faktisk ikke noget der ligner.

Jeg havde læst adskillige anmeldelser af, og kommentarer til, ”Populærmusik fra Vittula”, inden jeg kastede mig over bogen. Samstemmende roser læserne bogen til skyerne for dens fantastiske humor. Og da jeg, som nævnt, mente at have en god portion af samme, lånte jeg bogen på biblioteket, og glædede mig til et godt grin og en god historie fra de koldeste egne af det skandinaviske kontinent. Men smilet frøs til is, og historien var det så som så med.

Vi følger et par drenge i en by på grænsen mellem Sverige og Finland. Et sted hvor man ikke rigtig ved, om man er svensker eller finne – og derfor nærmest bare er sig selv. Et sted hvor solen skinner hele sommeren, og natten varer en vinter. Der er myg i stride strømme, hjemmebrændt fusel, nordlys, kærester og rockmusik. Der er hårdtarbejdende og ærligt drikkende skovarbejdere, hjemmegående husmødre – der af en eller anden grund, alle sammen er udstyret med en røv som en ladeport – og så de her børn som bogen handler om. De befinder sig, som den by de bor i, i et grænseland. Grænselandet mellem barn og voksen. Og det er vist nok det bogen handler om. Og det er godt nok. Det er ikke fremragende, og det er ikke dårligt – det er bare ‘godt nok’. Det er ikke morsomt. Faktisk er det mere anstrengende, sådan at skulle piskes gennem forfatterens forsøg på at være munter, hyggelig og en farlig karl på én gang, mens han fortæller historien om disse grænsegængere i livets land.

”Populærmusik fra Vittula” er sådan en bog man kan læse, mens man tænker på vigtigere ting.

Lån bogen på bibliotek.dk