Pi’s liv af Yann Martel

Forventningerne til romanen “Pi’s liv” var høje, da de forskellige anmeldelser, jeg har læst, har været helt i top. Og det var nok også derfor, jeg blev lidt skuffet. Det er bestemt en sød fortælling – ingen tvivl om det! Men ikke af den storslåede og rørende art efter min mening.

Den indiske dreng Pi fortæller om, hvordan de 200 dage, han bruger på en redningsbåd sammen med diverse forskellige dyr, forløber. Pi ved stort set alt om dyr og det er ret fornøjeligt fx at høre om, hvor “hurtigt” et dovendyr bevæger sig, når den har fart på og om hvorfor dovendyret ikke bliver spist af rovdyr, når den nu er så langsom.

Beskrivelsen af Pi’s spisevaner er også ret fine. Den indiske dreng bliver tvunget til at spise, hvad der lige er at finde, for at overleve. Og dette “hvad” dækker alt fra skildpaddeblod til tigerlort. Pi lærer at sprætte et skildpaddeskjold op og udnytte både skjold og det der er under optimalt. Det hele er meget detaljeret beskrevet og giver en fin følelse af autencitet.

Når det er sagt, så synes jeg ikke, der er så meget mere at juble over. Bogens slutning har et overraskende twist, men desværre ikke et voldsomt godt ét.

Det er et sødt og fint eventyr med besynderlige iagttagelser, men jeg synes altså ikke bogen kunne leve helt op til al den ros, den har fået.

Lån bogen på Bibliotek.dk