Pigeon English af Stephen Kelman

Handler om en 11-årig dreng, der kommer fra Ghana til et belastet kvarter i en engelsk storby. Vi følger hans første halve år i blokkene. Skole, venner, bander, familie. Fortællingen centrerer sig om et mord på en dreng i nabolaget og hovedpersonens, Harrison Opokus, forsøg på opklaring af mordet, der ender fatalt, men underligt smukt.

Det er lykkedes Kelman at ramme en charmerende balance mellem det brutale miljø og hovedpersonens halvt naive, halvt gammelkloge liv efter ankomsten til England. Sproget er noget helt for sig selv. Jeg fornemmer det er autentisk med dets slang, forkortelser, swearwords og ægte elleve-års-drengs tanker.

Plottet er fint udtænkt, så læseren meget at tiden har på fornemmelsen, at en grum skæbne lurer i horisonten, mens drengen Harrison formår at finde lyse elementer i livet og koncentrerer sig om den fremtid, han ikke når at opleve. Slutningen er forfærdelig og meget smuk!

Bagsiden hævder, at hvis man har læst Emma Donoghues Room og Haddons ”The Curious Incident of the Dog in the Night-Time” og holdt af dem, så er dette en bog man skal læse. Lighedspunkterne er tydelige.
Tre unge drenge er hovedpersonerne. Deres sprog er noget helt specielt – an autist, en indvandrerdreng i et slumkvarter, en femårig, der er indespærret de første fem år af sit liv. De tre forfattere er hver for sig meget dygtige til at gengive og leve sig ind i de tre hovedpersoners sprog og tankegang. Bøgerne rummer dramatiske begivenheder og stærke følelser.

”Pigeon English” er ikke Vollsmose. Dertil er miljøerne nok for forskellige. Alligevel rummer den stof til eftertanke for den, der har fæstnet sig ved en socialdemokratisk politikers ord: De der lavede balladen, gik i børnehave under den foregående regering. Uanset hvem der bebrejder hvem for hvad, ligger der i bogen en kim til en begyndende forståelse for, hvad der sker med unge, meget unge drenge, i et belastet miljø.

Jeg anbefaler bogen.

Lån bogen på bibliotek.dk