0 kommentarer

Petit Point af Else Mariane Drachmann Skovborg

af d. 20. februar 2014
Info
 
Sideantal

54

Udgivet

2013

ISBN

978-87-91699-20-7

 

Jeg har gennem de seneste år haft fornøjelsen af at anmelde Else Skovborgs erindringsbøger hvoraf denne er den fjerde. Else Skovborg, der er født i 1921, fokuserer i de tre første især på den lille landsby Tjærby ved Randers Fjord, mens der denne gang er tale om et bredere emnevalg. Måske kunne teksterne i denne bog kaldes mikronoveller.

Petit Point indeholder fortællingen om en chesterfieldsofas rejse gennem fire ægteskaber, vagabonden der forærer den fine frue chokolade, ømheden mellem mennesker skildret gennem hverdagshandlinger.

Nogle af teksterne er katalogtekster. Museumsønsker er et overblik over det der i tidens løb er kommet på lossepladsen; i Petit Points passerer et langt livs håndarbejder revy mens En snaps til er et overblik over oldebørnspasning. En liste over digitaliseringens plagsomheder findes i teksten Solhverv.

Fortalt i et ukompliceret fortællesprog. Indeholdende en god portion humor og en fin evne til at se det store i det små [jfr. titlen]. Alt set fra den høje alders platform, med udsynet intakt i form af livsklogskab, tålsomhed og glæden over dagen i dag som f.eks i teksten Tungsind.

Ta´mit tungsind…
Nej, sagde Gud
Nej, sagde familien
Nej, sagde venner…
På gåturen i Frederiksberg have
møder jeg en løbetræner
Godt Nytår, råber han til mig
mens han piler videre ned ad stien
og forsvinder i disen mellem parkens træer
med mit tungsind.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter