0 kommentarer

På den gale side af Jannie Solaas

af d. 2. august 2012
Info
 
Sideantal

248

Udgivet

2012

ISBN

978-87-92824-00-4

 

“På den gale side” er en spændende roman om jagten på at finde sin identitet i en forvirrende verden. Hovedpersonen Natasha er en ung kvinde, der lever et ret isoleret liv på Nørrebro, hvor hun pendler mellem et meningsløst arbejde, to vidt forskellige veninder der aldrig kommer helt tæt på hende og endeløse, indholdsløse natklub-besøg. Gammel sorg har fået hende til at lægge en distance til alle, men hun rystes ud af sin kokon, da en række mærkelige begivenheder styrer hendes liv i en uventet retning. Bl.a. dukker hendes far op efter femten års forsvinden og alkoholmisbrug, hun begynder at høre en stemme og en gammel sang, som ingen andre hører, hun omsluttes af en tyngende kulde, og apparaterne i hjemmet begynder at tænde og slukke sig selv. Samtidig holder flere øje med hende. Nogen piller ved hendes liv og får ubehagelige ting til at ske, men Natasha ser det ikke og er som en hjælpeløs marionet i et spind af manipulation og hemmelige dagsordener. Én for én forsvinder personerne omkring hende, og hun får sværere ved at skelne mellem virkelighed og indbildning.

Jannie Solaas bygger historien op på en spændende måde. Først oplever læseren det fuldstændig meningsløse og tomme liv, Natasha fører. Så hvordan ubehagelighederne langsomt sniger sig ind. Og lige pludselig ruller lavinen. Den ene begivenhed afløser den anden i et stigende tempo, som om de udgør en selvforstærkende forbandelse.

Læseren oplever forvirringen og meningsløsheden fra Natashas synspunkt, og det har en interessant effekt, fordi også læseren i nogle passager må prøve at gætte, hvad der er skidt og kanel, virkeligt og ikke virkeligt. Det forstærker spændingen og mysteriet. Historien opleves til dels også igennem den samling folk, der med skumle bagtanker overvåger hende, samt en udenforstående betragter, der er klar over, at Natasha er i fare, men undlader at gribe ind. Betragteren gør sig tanker om det, der sker, og det gør det uhyggeligt, at han ser og ved så meget og så ingenting gør, og samtidig får læseren et indtryk af, hvor håbløse Natashas reaktioner og måder at håndtere sit liv på er.

Jeg kan varmt anbefale denne bog, der er den første i historien om Natasha. Jeg kom til at holde af bogens skæve eksistenser på godt og ondt. Historien minder om, hvor lidt vi måske reelt kender dem, vi “kender”, og hvor meget vores liv også ligger i deres hænder, uanset hvor meget vi forsøger at beskytte os. “På den gale side” er velfortalt, fængende og svær at ryste af sig efter endt læsning.

Lån bogen på bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter