Os af David Nicholls

Hugh Grant kunne spille hovedrollen i denne feelgoodie om den kedsommelige, midaldrende biokemiker Douglas, hvis kunstneriske kone Connie vil forlade ham, når deres søn Albie til sommer flytter hjemmefra for at starte på universitet.

Kedsommelig? Sådan gik Douglas klædt, da han mødte Connie: “Min garderobe dengang dækkede det fulde spektrum fra gråt til brunligt gråt, enhver tænkelig farve tilhørende svampeverdenen, og jeg er ret sikker på, at jeg også bar kaki…”

… og sådan er han som menneske. Det er mere spændende at se maling tørre end at være i selskab med Douglas.

Inden skilsmissen tager Douglas, Connie og Albie på den store Dannelsesrejse rundt i Europa. Om han vil det eller ej, skal 17-årige Albie med vold og magt se de vigtigste byer, museer etc.

Douglas er den overplanlæggende type, der kan dræbe enhver spontan ide, mens Connie omvendt er fuldkommen laissez-faire. Overforkælede Albie følger helst sit eget hoved og er så egoistisk og øretæveindbydende, som kun en teenager, der altid har fået alting serveret på et sølvfad, kan være.

David Nicholls mesterværk er at lade sin hovedperson Douglas blamere sig selv med kiksede bemærkninger og forudsigelige forslag – man forstår sagtens sønnens og konens skepsis – og samtidig lade os forstå Douglas’ gode motiver. Nicholls er så solidarisk med Douglas, at man ikke kan andet end at holde af ham, mens man på den anden side langt hellere ville tage rejsen med livstykket Connie.

Handlingen krydsklipper tilbage til dengang, de to mødte hinanden. Man sidder med tilbageholdt åndedræt og prøver at gætte på, hvordan den knastørre unge mand lykkedes med at komme i bukserne på den labre, sjove sild.

Allerede dengang var Douglas sig pinligt bevidst om, hvem af de to der havde fat i den lange ende: “I mine hænder ville en ABBA-plade se latterlig ud, i Connies hænder ville den være cool … Hvordan lytter man til et musikstykke på en ironisk måde?”

Og Dannelsesrejsen? Nicholls beskriver byerne med en indlevelse, som var man selv med på rejsen. Charmerende, sofistikerede Paris. Den underskønne hashbule Amsterdam. Det dårende dejlige turisthelvede Venedig, hvor Douglas møder meget danske Freja Kristensen. Siena, Madrid, Barcelona…

Men bogen er jo ikke en turistbrochure, så de pragtfulde scenerier fungerer primært som underlægning for alle katastroferne, pinlighederne, skænderierne, forsvindingerne, de lejlighedsvise glimt af ømhed – og de mange gode grin.

Kort sagt: “Os” er en aldeles glimrende læseoplevelse – især når Gyldendal får taget den skandaløse 1. udgave af markedet og udsendt en revideret version. Korrekturlæseren må have grå stær på begge øjne.

Lån bogen på Biblioteket.dk