0 kommentarer

Ned til hundene af Helle Helle

af d. 4. maj 2009
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

157

Udgivet

2008

ISBN

978-87-638-0854-5

 

Jeg besluttede mig for at læse denne bog, fordi jeg normalt ikke læser dansk litteratur og mente, at jeg så hellere måtte kaste mig over en bog, der havde fået en god anmeldelse. Efter de første par sider gik min hjerne ned i langsomme, langsomme bølger, og jeg var tæt på at falde i søvn. Det er første gang, jeg læser en bog, der i den grad formår at være fuldstændig objektiv i sin fortællestil.

Hovedpersonen er den 42-årige Bente, der i den grad formår at holde sine følelser udenfor bogens handling. Hun konstaterer nøgternt, hvad der sker omkring hende, da hun havner hos John og Putte, der lever et utroligt stille og roligt liv, så stille, det næsten gør ondt i min action-tilvænnede hjernebark. Med stor menneskekendskab og ømhed over for sine figurer skildres livet i provinsen med kærlig ironi, og hovedpersonen, der er på en slags flugt fra sin fortid, omend på en lidt akavet måde, bliver lydløst snoet ind i denne livsstil som en flue i et edderkoppespind. Flashbackene om førnævnte fortid er hyppige i starten af bogen, men forsvinder heldigvis senere, da de på lidt irriterende vis åbenbarer sider af hovedpersonen, hun ikke rigtig tager med sig videre. Den kære Bente viser sig at være en ressourceperson i det lille samfund, hun er dumpet ind i, og hun er det med en ydmyghed og inderlighed, man kun kan beundre. Hun får også lov at møde den ægte kærlighed i form af Ibber, der ikke skelner til, hvad der har bragt Bente ud til dem. Først til allersidst i bogen begynder Bente at vise, hvad der rører sig inde i hende, da hun, omend lidt passivt, vælger sin fortid fra og beslutter at blive hos John og Putte og Ibber. Titlen på bogen henviser i øvrigt til de hunde, som John og Putte passer, men som Bente må overtage pasningen af, da John bliver kørt ned. Hundene er nogle af de første, der følelsesmæssigt berører hovedpersonen, men sådan er det jo nogle gange.

En glimrende bog, men er man til heftig action, skal man nok gå forbi den. Er man til en personskildring ud over det sædvanlige, men ikke på dr. Phil maner, ja, så put du bare denne bog i indkøbskurven.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter