Mordet på Halland af Pia Juul

Reagan anvendte “andetesten” på alt, hvad der lignede en skat. “Hvis den svømmer som en and, vralter som en and og snadrer som en and. Så er det en and.” Nogle anmeldere har muligvis lavet den samme test på Pia Juuls nye roman, ”Mordet på Halland”, og nået frem til, at det var en krimi. Men sådan er det bare ikke, for Pia Juul har nemlig gjort det, Pia Juul er bedst til; hun har drillet og snoet sin læser om sin lillefinger og hvor er det fantastisk. Man skal nemlig ikke lade sig bedrage af ydret. Det er som en lille sidebemærkning i øvrigt ikke første gang Juul benytter sig af en krimiskabelon, f.eks. i sin læseværdige digtsamling, ”Helt i skoven”, er det hele også spundet ind i et mord. Men også andre forfattere har benyttet sig af krimiskabelonen, uden at deres roman(er) af den grund kan kaldes en krimi. Scherfig er et rigtig godt eksempel.
Nå, men tilbage til “Mordet på Halland”.

Bess, der er forfatter, bliver vækket en tidlig morgen af et skud, det ringer på døren og da hun åbner, står en temmelig opskræmt mand, og hun bliver hurtigt klar over, at skuddet hun har hørt, har dræbt hendes mand Halland. Ingen ved, hvem der har gjort det og hvorfor. Hvorfor hans jakke stadig hænger ude i entreen, hvorfor han har en hemmelig lejlighed. Og hvorfor har han ikke fortalt om den gravide niece og hvad er der med den lettere forstyrrede kvinde, som Bess aldrig har hørt om? og hvorfor kan hun føle “brat glæde” ved lyden af lærkesang, når hendes mand lige er død? Hvorfor bliver han ved med at sende sms’er? Oven i dukker hendes datter, som hun ikke har set i ti år op. Og så burde opklaringsarbejdet jo gå i gang. Det gør det bare ikke for alvor, tværtom vikles vi ind i et net, der ikke ligefrem betyder klarhed, for der er nemlig flere spørgsmål end svar i romanen, og hvor er det lækkert, at ikke alt er skåret ud i pap.

Bess fremstår forvirret og som en kvinde, der ikke rigtig ved, hvor hun er henne i sit liv, der er gået helt i stå, hvad skal man så gøre for at komme videre. Er det i virkeligheden en gave at Halland er væk?

Helt i stå går man til gengæld ikke i “Mordet på Halland”, for den er nemlig uhyrlig godt skruet sammen. Hvert kapitel starter drilsk med et lille citat, der ofte sætter læseren på en gevaldig prøve, for hvorfor er det lige det citat der er valgt, og det er det, der er så fantastisk ved Juul, du ved aldrig helt, hvad du får. Man mærker hele vejen igennem Juuls enestående evner for sproget, der er fyldt med fælder, humor og poesi, som I selvfølgelig ikke skal snydes for:

“Er de lyse nætter ikke begyndt? Hvornår står solen op, det er koldt, jeg tog mig til ørerne, ørenringene var væk, sådan gik det altid, nu skulle jeg tisse, jeg prøvede at sætte mig på hug uden at vælte, jeg kunne ikke se hvor jeg sad, varmen slog op under mig. Så sad jeg badet i lys, et voldsomt lys blændede mig, og jeg var ved at få overbalance. “I må ikke skyde!” rungede min stemme, og så blev det mørkt. En bildør blev åbnet og der kom lidt lys inde fra bilen. Nogen kom gående hen mod mig, jeg kæmpede for at komme op og få trusserne på samtidig, drattede om på siden og blev våd. “Og jeg har også knækket en tand!” råbte jeg.”

Lån bogen på bibliotek.dk