Mine syvogtyve sansers elskede af Karen Fastrup
251
2003
87-621-0451-9
Fortællerens far og mor er rejst hovedkulds ud i ørkenen, den ene efter den anden. Tore pakker sine kufferter som nummer tre og følger forældrenes spor. I den ægyptiske by El Khârga sidder han og gennemgår deres gamle notater og billeder i et forsøg på at finde ud af, hvor de er taget hen.
Fortællingen foregår i tre hovedspor. Tores historie, som han sidder der på hotellet og forsøger at spore sine forældre på 71 og 67 år. Historien om Tores far, Clemens, hans ungdom i Viborg med et forhold til en noget ældre kvinde, turen omkring modstandsbevægelsen og mødet med geologien og den særegne Anna. Sidste spor leder Tore tilbage til den Libyske Ørken, hvor Clemens og Anna var på ekspedition i 1958.
“[…] og så synes Mette ikke jeg er mand nok. Hun ville gerne se mig som en anden doktor Livingstone eller Clemens Carlsen for den sags skyld, sådan en rigtig mand der drager ad helvede til, så siger jeg til hende at hvor fanden skal en skide teolog drage hen? og så griner hun, Mette, og nikker opad.
Jeg har faktisk forsøgt, jeg har læst både geologi og matematik, og så kom jeg til at gøre min far aldeles fortvivlet, teologi, sagde han, det er jo ikke videnskab, det er det rene gætteri. Går du ikke også og gætter lidt når du arbejder, spurgte jeg ham så, men det gjorde han ikke, bestemt ikke, der var stor forskel. Han fornemmede.
Og jeg er jo heller ikke stærk i troen. Du er en søgende sjæl, siger Mette. Når hun er venligt stemt.”
Som ovenstående citat forhåbentlig illustrerer, er Karen Fastrups sprog en levende sag. I “Mine syvogtyve sansers elskede” viser hun hvordan man beskriver erotiske forhold, så det klinger, og hun er i bund og grund en særdeles læseværdig forfatter. Romanen er en dejlig fortælling om at brænde, om kærlighed og om at turde begge dele. Fastrup hører bare til i den bedre ende.
