Manden på altanen af Maj Sjöwall Per Wahlöö

Med det tredje bind i ti binds værket om en forbrydelse – en forbrydelse begået af samfundet imod dets borgere, skruer det svenske forfatterpar op for samfundskritikken, og ned for humoren. Der er plads til lidt indledende falbelader, der indbefatter introduktionen af Gunvald Larsson, en stor blond kværulant af en betjent med sociale kompetencer som en neanderthalers, men den spas får hurtigt ende da der rapporteres om et barnelig. Det er en knap ni år gammel pige, hun er kvalt og muligvis voldtaget, og i figurernes følelsesmæssige reaktion ligger kernen i forfatterskabet: Betjentenes afsky overfor sagen emmer ud af hver en sætning, hvert et ord, og hver handling. Den stakkels Kollberg kigger kun så længe som det er absolut nødvendigt på den lille døde pige, og ønsker aldrig at skulle kaste sit blik på hende igen, men ved at det bliver han nødt til. Det er trods alt hans job at fange gerningsmanden. Sjöwall/Wahlöö bruger INGEN overflødige tricks, og det er imponerende hvor mange følelser de kan formidle med ganske få ord. Der er ufatteligt mange forfattere der er inspirerede at Sjöwall og Wahlöö, men en alt for stor del af disse ryger i med begge ben, når de giver sig ud i unødvendige sidehistorier og privatlivsproblemer. Her har Martin Bech godt nok et skænderi med sin kone – egentlig er det bare konen der skælder den tavse Bech ud, mens Kollbergs kone er gravid og ringer til ham da hun ikke har hørt fra ham i halvandet døgn. Det er detaljer der er med for at understrege hvor pressede vores kære hovedpersoner er. Og de er ‘kære’, med meget store bogstaver. Er der et ord der kan beskrive denne ellers modbydelige roman, så er det medmenneskelighed.

Siden 60’erne er krimier blevet tifold mere bestialske, men alligevel er ‘Manden på altanen’ mere barsk end sine efterkommere. Stemningen er direkte ond, fyldt med apatisk livslede, ikke kun i forhold til selve forbrydelsen, men også i den afmagt der griber Martin Bech og hans kolleger, samt forråelsen i samfundet og den selvjustits som en afmægtig befolkning griber til, delvis pisket frem af mediernes sensationsoverskrifter. Forfatterparret har skruet voldsomt op for samfundskritikken, i en grad så man må spørge sig selv om det er en samfundskritisk kriminalroman, eller ren socialrealisme forklædt som krimi.

Lån bogen på biblioteket