Majken minefinder af Karin Brunk Holmqvist

Karin Brunk Holmqvist er kendt for sine hyggelige og morsomme fortællinger fra udkantsverige. Der hvor livet går lidt langsommere, og hvor der er masser af plads til særlinge. I “Majken minefinder” er vi rykket fra landet ind i byen Skillinge. En lille by ganske vist, men dog en by. En søvnig by af den slags hvor hver især passer sig selv, og hvor rygter bevæger sig med lynets hast.

Majken og Sixten er pensionister. De har barnebarnet Sara boende, mens hun gør gymnasiet færdig i en større by i nærheden. Majken er meget interesseret i folks gøren og laden, mens hendes mand forgæves prøver at få hende til at slappe lidt af og lade folk passe sig selv. Men da deres enlige nabo Ossian pludselig forsvinder, går byen mere eller mindre i selvsving. Der er egentlig ikke nogen der kender Ossian, der altid har holdt sig for sig selv, men alle er sikre på at der er noget galt. Politiet og Missing People indkaldes, og hele byen involverer sig i eftersøgningen efter Ossian. Den eftersøgte er såmænd bare rejst til Bornholm, hvor der er noget han lige skal finde ud af. Vi får aldrig med sikkerhed at vide, hvad det er han skal finde ud af, og heller ikke om han rent faktisk finder ud af det. Til gengæld finder han noget han ikke havde regnet med.

Jeg var rigtig glad for Karin Brunk Holmqvists “Potensgiverne”, og knap så vild med “Glimmerbøsserne”. Med “Majken minefinder” har Holmqvist taget endnu et skridt ned ad synes-godt-om stigen for mit vedkommende. Historien som sådan er en fin fortælling om et lille samfund, sladderen og rygterne, men også om sammenholdet der hvor alle kender alle. Den er bare ikke særlig godt fortalt. Det er alt for meget, så sagde han det, og hun gjorde det, og så grinede de alle sammen. Dialogen er kunstig og påtaget, og persongalleriet står tamt og todimensionelt, uden at gøre det helt store indtryk på læseren. Undervejs er der optræk til sjove episoder, men fordi det hele er skrevet meget kortfattet og universet er befolket af personer der taler underligt og er påtaget morsomme, falder det lidt til jorden.

De 278 sider er hurtigt læst, for bogen kræver ikke noget af sin læser. Den er i nogen grad hyggelig som Holmqvists tidligere romaner, men er bare skrevet for meget i stikordsform, og har for meget karakter af at være en skitse til den “rigtige” roman.

Lån bogen på Bibliotek.dk