Mænd i min situation af Per Petterson

”Mænd i min situation” er den bedste bog jeg har læst i 2019. Jeg tvivler stærkt på, at en anden bog kan overgå denne som årets klokkeklare favorit.

Oslo, Norge. En søndag i september 1992.

Telefonen ringer i lejligheden hos forfatteren Arvid Jansen. Det er hans eks-kone, Turid, i telefonen. Hun er fra snøvsen, har brug for hjælp, hun siger hun ikke har andre, der kan hjælpe hende. Arvid finder hende ved en nedlagt jernbanestation og kører hende hjem til det rækkehus, hvor hun det sidste år har boet sammen med deres tre døtre. Da Arvid kommer ind er der ingen spor efter ham. Hjemmet er totalt støvsuget for alt, hvad der havde med ham og deres fælles liv at gøre. Han eksisterer så at sige ikke mere, han er nærmest udslettet. Herudover er hans ældste datter, Vigdis, begyndt at fjerne sig fra ham. Hun kan se hvad han er for en mand og derfor fjerner hun sig selvom hun måske er den, som har mest brug for ham.

Et år før parret blev skilt mistede Arvid to af sine tre brøde og begge sine forældre i et skibsforlis. Skibet brød i brand og pludselig var der kun Arvid og en bror tilbage. Tilværelsen har ikke været for munter for Arvid på det seneste.

Arvid og Turid blev skilt året før. Arvid har bruget det sidste år på, at turnere rundt på Oslos værtshuse, drukket sig i hegnet, tjekket damer ud og sovet i sin Mazda når han ikke har kunnet holde ud at sove i sin seng om natten.

Efter denne aften, hvor han hjælper Turid finder han måske svar på hvorfor alting endte som det gjorde.
Hvorfor han endte som en mand i den situation han er i.

”Mænd i min situation” er et portræt af en mand i opløsning. En mand hvis liv er gået i opløsning.
”Mænd i min situation” er på mange måder en hjerteskærende bog, men samtidig en øm og fuldstændigt forrygende bog, der har slået benene helt og aldeles væk under denne anmelder.

Sjældent har jeg læst et så overbevisende portræt af et menneske, der næsten har mistet alt, et menneske, der er tæt på at have mistet grebet om tilværelsen. Et mesterligt personportræt, det er hvad der er tale om.

Sprogligt set har bogen en meget høj kvalitet; det er et indtagende portræt af Oslo og af de mennesker, der bor i byen.

Måske Pettersons bedste bog til dato, en bog, der er så rystende god, at det svært helt at finde ord for det – skal du kun læse en bog i hele 2019 bør det være denne.

“Det var forår, det var april. Intet var sprunget ud, men man fornemmede det i luften, selv inde i byen drev den søde duft af utålmodigt trippende birketræer ned gennem gaderne, i parkerne stod lindetræerne sprængfyldte med deres egen duft, og den pressede mod barken fra indersiden så hårdt at barken brast i store flænger, og man mærkede varmen når man lagde håndfladerne mod sten og granitfliser på Nordre Kirkegård.

Jeg gjorde det, jeg kunne ikke lade være. Det var som om der fandtes noget dybere i stenene, en dybere varme, ikke geologisk dybere, men dybere i sin helhed, i sin stenhed. Det som for lidt siden var iskoldt krystallisk bindevæv i jorden, steg nu op som dampi den mildere luft, det var Oslo, lige på det tidspunkt. Bjørnson valgte april. Vi stod hånd i hånd.”

Og et citat mere fra bogen:

“Jeg husker ikke præcis hvornår det var, den første gang jeg tog bussen ned til centrum for at gå i gaderne om aftenen, gå på bar, besøge værtshuse og caféer, men det må have været kort efter Turids udmarch, den samme måned, højst sandsynligt, og dermed et langt år efter at skibet brændte med mine kære i, som de sagde det i Nyhederne, hans kære brændte inde i et skib, i en kahyt, i en korridor, de forsvandt til havs, de faldt ud af det her liv ikke så langt fra en taxfreebutik.

Det jeg husker er at jeg sad på mit faste sæde helt bagest i bussen, på vej ned fra Bjølsen, Sagene, i mit fineste tøj, som var sømandsjakken, den samme gamle, men med nye messingknapper jeg havde købt af en hjælpsom dame med nål og tråd i Knappehuset bag Stortinget, og hver knap blankpudset med et anker indpræget. Jeg havde et gult tørklæde om halsen med en knude i nakken og et utidssvarende udramatisk svaj i bukserne for at højne sømandsfaktoren.

Jeg var ren fra top til tå, mit hår nyvasket, jeg skulle indhente det forsømte, hvad det forsømte end var, jeg var otteogtredive år, alt var blæst væk, jeg havde ikke noget tilbage.”

Lån bogen på biblioteket