Løgnhalsen fra Umbrien af Bjarne Reuter
397
2004
87-02-02776-3
Åbner bogen og læser den første sætning: “Historien om Giuseppe Emanuele Pagamino begynder i det herrens år 1348, da han drog fra Neapels kongerige til bispesædet i Lucca.” Hmmm. Minder det mig så om noget. Som for eksempel første sætning i Bjarne Reuters anden roman i den samme tidsperiode – ”Prins Faisals ring”? Jo det gør det faktisk! Nå videre.
Den omrejsende løgnhals Giuseppe, som kalder sig herborist, men ikke besidder de større evner inden for lægekunsten og i virkeligheden ernærer sig som gravrøver, ankommer til den gode stad Firenze hvor han finder ynglingen Arturo i et pestramt hus, hvor han har levet et enfoldigt liv med sine døde familiemedlemmer. De to drager ud i verden for at finde lykken. Efter at have været adskilt under Giuseppes meningsløse ophold i fængslet i Lucca begynder de en tilværelse på flugt fra den sindssyge bisp Agostino som har fået den sære ide, at de er Satans tjenere. Hovedpersonen kan beskrives som en hæslig ildelugtende gammel sur mand, som dog også er elskelig på sin egen måde og som ”aldrig forlader et spinatbed uden at have trådt i det”.
”Løgnhalsen fra Umbrien” er en historie som har nogen til tider lidt for tydelige lighedstegn med ”Prins Faisals ring”. At sproget og de gavtyveagtige krofattervendinger er 300 procent det samme i de to bøger kan være lige meget, hvis man ikke er bekendt med ”Prins Faisals ring”, men ellers kan det virke lidt irriterende.
Det er (skal lige nævnes) en uklar faktor om den gode Giuseppe er guddommelig eller ej, og der lyves så meget, at jeg først fattede det geniale sidste kapitel som også kunne kaldes en efterskrift, da det sidste ord var læst – fedt!
