Legenden om Villa Valmarana af Birgithe Kosovic
127
1997
87-00-29818-2
Meget lidt liv rejser sig fra Birgithe Kosovic’s debutroman “Legenden om Villa Valmarana”. Historien om dværgen Jana kommer simpelthen aldrig tæt på.
Jana fødes i året 1793. Hendes far dør i en krig før Jana fødes og moderen dør af den to døgn lange fødsel. Så det er huset Villa Valmarana der tager sig af enearvingens opvækst. Da familiens læge stiller diagnosen dværg, tager patriark og bedstefar, Gian Maria Valmarana, en hård beslutning.
“Verden vil ikke yde Jana retfærdighed (…) Den vil møde hende med foragt og hån. Vi må sikre hende, at hun aldrig finder ud af, hvad hun er for én.”
Bogens ærinde er ambitiøst. Vi fortælles Janas historie, vi hører villaens legende, familiens drama, historiens vingesus og så selvfølgelig alle bipersonernes skæbnefortællinger. Men noget gør at det hele aldrig når frem til læseren – og måske er forklaringen ligetil. Store dele af “Legenden om Villa Valmarana” fortælles i førdatid, og derudover har forfatteren en forkærlighed for modalverber. Alt for mange handlinger får et fortegn i enten nødvendighedens, mulighedens eller viljens skær. Førdatiden samt fortællerens alvidenhed og kommenteren er ganske simpelt trættende. Al liv og handling er for-tolket og et på forhånd overstået kapitel. Fx
“Dengang ville ingen have forestillet sig det, men Gian Maria Valmarana havde aldrig fået øje på dette punkt, han havde aldrig vidst sig sikker… […] Og da de nåede op til trappens øverste trin, havde hun måttet vende sig væk fra ham (…) hun skulle aldrig siden glemme disse fjorten trin op ad trappen.”
Det er synd, for plottet har faktisk potentiale. “Legenden om Villa Valmarana” skulle enten have været længere og givet god plads til alle skæbnerne, eller også skulle debutanten have novelliseret historien og koncentreret sig om Jana. Derudover skulle Birgithe Kosovic have tænkt grundigere over sine sprogtekniske valg.
