Jane Eyre af Charlotte Brontë

Jane Eyre er den victorianske askepot-historie om den forældreløse forladte pige, der kommer til at bo hos den onde stedmor for at blive pint og plaget af hende forkælede unger – siden kommer hun (heldigvis) på kostskole for forældreløse piger, hvor hun blomstrer op i kraft af sin intelligens og godhed. Hun ansættes som guvernante hos Mr. Rochester, som er lige så sprudlende som Jane er en bly viol. Men dette ændrer sig og sammen med ham lærer hun gradvist sine følelser og lidenskaber at kende. Mere skal ikke afsløres af handlingen her, af hensyn til de som aldrig har hørt om eller læst denne klassiker før.
Denne “coming-of-age” roman er et universelt og nuanceret portræt af en selvstændig kvindes udvikling og selvrealisation. Især var jeg betaget af, at Jane talte til mig “Læseren”, så jeg var aldrig i tvivl om synsvinkel eller intentioner. Det var let at forstå Jane´s frustrationer og man bliver draget med ind i en verden vi aldrig har kendt til, men beskrevet så levende at gys og uhygge kan måle sig med en hvilken som helst nutidig krimi, trods det til tider noget højtragende sprog (også selvom dette er en nyoversættelse):

Her er en lille smag på Jane´s fortvivlelse, da hun finder ud af, at Mr. Rochester skal giftes med den fine Miss Ingram (og puuh – hende kan vi ikke lide)
Citat: “gå ikke fra mig, der ingen hjælp at hente, min undergang er nær. Den var nær, og da jeg ikke havde opsendt en bøn til himlen for at afvende den – da jeg hverken havde foldet hænderne eller lagt mig på knæ, eller bevæget læberne, kom undergangen tordnende. I store brusende bølger skyllede den hen over mig. Hele mit liv var ødelagt, min kærlighed tabt, mit håb knust, og min tillid havde fået dødsstødet, og bølgerne blev ved med at skylle over mig i en tæt, sort, kvælende masse. Min bitreste time kan ikke beskrives i ord…”.

Man kunne udtrykke sig om en ganske lille ting dengang, med ganske mange ord, og det præger selvfølgelig bogen, hvilket gør, at man til tider trækker lidt på smilebåndet og tænker, at så var det vist heller ikke værre. Men samtidig bliver man mindet om, at tiden er en anden, og at kvinder ikke var frie til at vælge og vrage deres fremtid.

Charlotte Brontë (1816-1855), ældste af tre søstre som skabte værker vi i dag stadig elsker at læse. Hun var den mest produktive af de tre. Emily Brontë var især kendt for “Stormfulde højder” og Anne Brontë for “Agnes Grey”. Mange kvindelige forfattere har siden fundet inspiration hos de tre stærke forbilleder.

Bogen (paperback) er i 2 bind – hvilket jeg var rigtig glad for, så jeg ikke skulle kæmpe for at holde den åben, tak for det.
Jeg kan ikke sammenligne denne danske nyoversættelse med en gammel af slagsen, da jeg ikke har læst den før. Men jeg antager, at siden den er en klassiker, så har de foregående nok været mindst ligeså bevægende. Den genudgives nu i fejringen af romanens 170 år af forlaget Rosenkilde.

Lån bogen på Bibliotek.dk