I ruiner af Morten Pape

Efter at have læst ”Planen” og ”Guds bedste børn” var forventningerne til Mortens Pape tredje og sidste bog i Amager-trilogien”I ruiner” tårnhøje.

Hvor vi i de to første bøger blev lukket indenfor i det – for de fleste af os – ukendte ghettomiljø, er rammen omkring ”I ruiner” et ordinært villakvarter på Amager – middelklassens højborg.

Bogens omdrejningspunkt er Amalie, der lever med sin halvsøster Maya, lillebror Oliver og deres mor og far på Ugandavej og strækker sig over perioden 2001-2019. En tid, der for mange af os er ikke så fjern.

Citat prolog, side 5: ” Hvis jeg tænker mig om, tror jeg måske det hele begyndte længe før banken krakkede. Og så alligevel var der intet af alt det forfærdelige der skete i fortiden, som ikke tog sin begyndelse netop efter at vi mistede alle de penge, som vi skulle have brugt på fremtiden. En sen eftermiddag for snart otte år siden kunne mor pludselig ikke logge ind på sin netbank. Hun ringede til far som havde taget os med ud på Flyvergrillen. Far må have vidst, allerede på det tidspunkt da mor ringede, at noget var galt, også selvom det ikke burde være sådan. Deres egne problemer var ikke noget de talte om i telefonen. De talte i det hele taget ikke rigtig om deres problemer. Det var sådan, de fik dem til at forsvinde”.

Sådan starter historien om en ganske almindelig familie med far, mor, to søstre og en lillebror, der boede i et helt almindeligt villakvarter på Amager. Et hverdagsliv, der knuses i tusinde stykker med Amagerbankens krak og ikke bare 5, men mange liv, der splittes i atomer. Almindelige menneskers penge og fremtidsdrømme, der forsvinder fra den ene dag til den anden.

Amalie fortæller historien til sin afdøde lillebror, og snart afdækkes historien om en familie, der kunne have været din og min, men som ændrer radikal retning, den dag Amagerbanken krakker og lægger Amalie og hendes families liv i ruiner og modbeviser, at tiden læger alle sår.

Morten Pape forstår gennem næsten 600 sider at tryllebinde læseren med en historie, der kunne handle om dig og mig, for selvom omdrejningspunktet er Amagerbankens krak, folder historien sine vinger ud og sætter spørgsmålstegn ved verdensorden, griskhed, familiestrukturer, sammenhold, fortielser, løgne, håb og kærlighed, job og længsler. Amalies stemme fører os fra barndommen, gennem ungdommen og voksendommen gennem Amagerbankens krak i 2011, tilbage til folkemordet i Rwanda i 1994 og frem til De Gule Vestes indtog i Paris.

Jeg kom at synes ualmindeligt godt om Amalie og hendes morfar, der var frosset ud af familien. Jeg græd over hendes lillebror. Jeg følte hendes forældres utilstrækkelighed og forstod hendes fars forfald. Bogens øvrige personer er også levende og troværdige, og alle spiller en vigtig rolle i den store fortælling. Morten Pape skriver medlevende og tegner nogle formidable menneskeportrætter.

Jeg synes godt bogen kunne have været 200 sider mindre og have udeladt folkemordet i Rwanda og de gule Veste i Paris, de kunne fint have været gemt til en anden roman. Især folkemordet i Rwanda er stærke sager og kunne have båret en roman i sig selv. Amagerdelen af historien fortjener 5 stjerner, men jeg ender på 4 stjerner, fordi jeg ikke kan forstå, hvorfor en Amager-trilogi skal have tråde til folkemord og gule veste.

Nu er Amager-historierne ovre, og det bliver spændende at se hvad univers Morten Pape fremadrettet vil kaste sig over.

Lån bogen på biblioteket