Hvidt hav af Roy Jacobsen

“At bo på en ø er at lede. Ingrid havde ledt, siden hun blev født, efter bær, æg, dun, fisk, muslinger, sænkelserne, skifer, får, blomster, småbrædder, ris… en øbos øjne leder, uanset hvad hoved og hænder er i gang med, rastløse blikke ud over øer og hav, der jager sig fast i den mindste forandring, registrerer det mest ubetydelige tegn, ser foråret, før det kommer, og sneen, inden den maler sine hvide strøg i grøfter og fordybninger, de opdager dyrene, før de dør, børnene, før de falder, og ser den usynlige fisk i havet under sværme af hvide vinger, synet er øboens pumpende hjerte.”

1944, besættelsens sidste år i Norge. 35-årige Ingrid forlader sit slidsomme arbejde med at filetere fisk og begiver sig til sin barndoms ø, Barrøy, hvor hun slår sig ned, mutters alene. Ingrid er en stout og flittig kvinde, der, som det fremgår, normalt har øjnene med sig. Alligevel lukker hun sindet for alle tegn på, at der måske er et andet menneske på hendes lille ø. Hun sætter garn i det rasende snefog, rydder op, bager, salter nyfanget torsk og sej, laver tusind ting – og må så erkende, at øjnene ikke har taget fejl. Der ER en anden…

… en smuk, ung, voldsomt forbrændt mand iklædt tysk uniform. Alexander. Han er ikke tysker, viser det sig. Han er en rar og betænksom fyr, og han kan holde Ingrid med selskab på denne lille, øde ø. Bare de to.

Og så vågner Ingrid en dag med sår og skrammer på hospitalet inde på hovedøen. Hvad er der sket? Den tyskvenlige lensmand Henriksen og den tyske løjtnant Hargel fandt hende til alt held i tide. Siger de. Og da Ingrid uger efter endelig er på højkant igen, har hun uvist af hvilken grund ikke lyst til at vende tilbage til sin ensomme ø.

Forfatteren får med få ord, flere antydninger og mangt og meget stående mellem linjerne (hvilket kræver sin læser) ridset den lammende afmægtige situation op, som de fattige folk i Nordnorge befandt sig i ved krigens slutning. “Hvidt hav” er Ingrids historie, men det er lige så meget et bidrag til skandinavernes kollektive hukommelse om, at vores velstand og ubekymrede livsstil kun har halvfjerds år på bagen. Afgrunden ligger blot et øjeblik tilbage.

Nordmanden Roy Jacobsen fabulerer som islændingen Jon Kalmar Stefansson om introverte eksistenser og minimalistiske liv med den isnende barske natur som et grundvilkår spændt stramt ud under alle historiens hændelser og tanker. Du får frost i fingrene og is i skægget af at lege med de to herrer, tidløsheden kommer snigende, din normaldanske tilværelse mister sin forankring, du svæver frit. Død, hvor er din brod?

“Hvidt hav” er en selvstændig fortsættelse af “De usynlige”, som Jacobsen høstede mange roser for. Flere hændelser i “Hvidt hav” vil nok stå klarere, hvis man først læser forgængeren; det ville klæde Rosinante at gøre opmærksom på dette.

Lån bogen på bibliotek.dk