129
1998
87-612-0267-3
“Denne bog er til minde om dig, kæreste Catherine; Vi elsker dig, vi savner dig.
Mor, far, Simon, Richard og Anna. ”
Og det er den virkelig, for vi får her både uddrag fra Catherines egen dagbog og familiens personlige historie og oplevelser.
Catherine er allerede som teenager i gang med at udvikle en farlig spiseforstyrrelse og hun bliver i den grad fanget i anorexiens verden lige meget hvad behandlere, familie og venner gør for hende. Hun sulter sig selv både fordi hun ikke føler hun har styr på livet men også i protest over at faderen er for hård ved hende og familien.
Hun opfatter sin mor som den vigtigste person i hele sit liv og bliver fuldstændig panisk når hun ikke er tæt på. Hun forstår ikke at hendes mor har så svært ved at forstå hendes dødsønske.
Gud fylder rigtig meget for Catherine og de bønner hun og andre kan bede styrker hende i den korte tid hun er her, for hun dør mens hun er i starten af tyverne, til trods for massive behandlinger og tvangsindlæggelser. Hun vælger meget bevidst livet fra og finder fred i at Gud snart tager hende hjem. Alle omkring hende ender med at give slip på en yderst kærlig måde og selv om hun sygner hen forsøger de at opretholde et stærkt familiebånd og vise al den kærlighed til hinanden de overhovedet kan.
Man hører også om de misbrug af afføringspiller Catherine får og man får beskrevet de voldsomme ædeflip hun kaster sig ud i men som hun i virkeligheden frygter.
Det er en barsk beretning ikke mindst fordi man læser passager fra hendes personlige dagbog, men kan bogen hjælpe nogen igennem en spiseforstyrrelse så er den jo skrevet af den allerbedste årsag. Nogle gange gør sandheden ondt og man får den råt for usødet i denne bog.
Det utroligt så magtfuldt et våben mad kan være. Man kan bruge det som straf overfor sig selv, man kan bruge det som tvang i form af sondemadning og som den strenge forælder der kræver man bliver siddende til man har spist op. Men maden kan også være en pine og ikke til at leve med, selv om det er svært at leve uden.