Højde. Skræk af W.G. Sebald

En veritabel sovepille er den sågu. Sjældent, om nogen sinde, har jeg læst så kedelig en bog som W.G. Sebalds “Højde. Skræk.”

I fire fortællinger følger vi nogle mænd, der er på rejse, og hvis fælleskende er følelsen af en nærmest sygelig ensomhed iblandet erotisk frustration. Der sker absolut intet undervejs; man indvies blot i mændenes tanker, mens de spadserer lidt omkring, drikker kaffe eller læser avis. For at bryde monotonien – eller for at understrege den – er indsat 72 sort-hvide fotos og illustrationer, der viser udsnit af malerier, artikler, gamle togbilletter og postkort. Uskarpheden i tekst og billeder kompletterer på glimrende vis hinanden.

Lokkemaden i bogen er mændenes identitet. I første fortælling er vi i selskab med den unge soldat Henri Beyles og Napoleons hær på felttog i Norditalien i år 1800. Som sagt er et egentligt begivenhedsforløb ikke-eksisterende, så interessen samler sig om, at Beyles senere blev en af Frankrigs førende forfattere. Under navnet Stendhal.

Herefter overtager Sebald selv scenen på en rejse i – hvor forunderligt – Norditalien. En hotelansat kommer for skade at give en anden tysk gæst Sebalds pas, og vores helt skal nu fremskaffe alternativ dokumentation for at kunne rejse videre. Det er omtrent lige så spændende beskrevet som at se maling tørre.

Intro: Dr. K. på kurrejse i Niva (Norditalien!). Ja, det er naturligvis Franz Kafka, vi her stifter bekendtskab med. Han møder en tuberkuløs kvinde, som han ikke kan få, og bliver derfor traurig. Ak ja, livet er ikke for de knækkede.

Til sidst vender Sebald tilbage – i en tilbagevenden til sin barndoms by, W., hvor han ved et tilfælde får nøglen til sit gamle værelse. Her sker beklageligvis heller ikke noget.

Titlen “Højde. Skræk.” er nok det mest ophidsende ved bogen, men typisk nok er den overhovedet ikke dækkende for indholdet, blot en fortænkt fordanskning af den tyske titel ” Schwindel. Gefühle.”, der betyder svimmelhed/følelser. De tyske ord beskriver langt bedre personernes – og læsernes – mentale habitus. Bortset fra dét har oversætterne ramt den snørklede tyske sprogbrug perfekt. Linjelange sætningskonstruktioner med masser af indskud, der som “handlingen” kræver en engels tålmodighed af læseren.

“Højde. Skræk.” såvel som resten af Sebalds forfatterskab prises i høje toner af alverdens anmeldere, herunder alle de danske. Ergo er det nok bare mig, der som sædvanligt ikke har fattet en lyd af det hele? I så fald kvitterer jeg med en søvndrukken undskyldning.

Lån bogen på bibliotek.dk