Havet, havet af Iris Murdoch

Charles Arrowby er en teatralsk, gammel egoist, der har trukket sig tilbage fra en mere eller mindre vellykket karriere som skuespiller, forfatter og instruktør. Han har købt den britiske pendant til en ødegård, med det sjusket lydende navn Shruff End, hvor han nu planlægger at tilbringe sit otium i ensom lidende majestæt.

Charles er selvfed og selvsmagende; i bogens indledende kapitler starter han sine memoirer med omhyggelige optegnelser over alt hvad han foretager sig, men en særlig vægt på den mad han laver. Murdoch lader ham hylde sig selv i hans anprisning af madens enkelhed – han elsker sit brød, sine sardiner og rødvinen med samme følelse af dekadence som var det russisk kaviar og champagne. Han mener at have forsaget snobbethed, men aldrig har han været mere snobbet.
Den samme demonstrative askese gør sig gældende for hans faldefærdige hus – der er ingen elektricitet og huset er koldt og fugtigt. Men Charles føler sig i kontakt med sig selv, naturen og havet, der dominerer bogen som en kold understrøm.

Charles er fast besluttet på at have ladt sin fortid bag sig; nu er der blot tilbage for ham at nedskrive alt hvad han selv husker om den i bistre detaljer og så vil han få fred. Men et møde med hans første kærlighed, der nu er en almindelig gammel kone, gør at hans egoistiske skalten og valten med andres kærlighed pludselig vælter ned over hans stædige hoved. En række personer dukker op på Shruff End for at indkræve deres respektive følelsesmæssige gæld og så ruller dramaet.

Det mest interessante ved bogen er, at sublimt selvcentrerede mennesker kan elskes af så mange. Charles, der er en fanatisk narcissist, er et fluepapir for de kvinder (og mænd) han så overlegent har afvist. Selvom hans tilbedere forstår omfanget af hans egoisme, der ikke er uanseelig, så elsker de ham alligevel. Måske er det fordi, de ikke forstår at egoismen er hul; de tror, at når han kan elske sig selv så højt, så må der være en god grund. En art hemmelighed, en skjult skat, som de kan få, hvis de får ham til at elske sig bare en lillebitte smule. Men Charles er ikke nogen krukke med guld for enden af regnbuen – han er ganske enkelt en røvbanan.

Bogen er et superbt studie i egoisme, skrevet i vanlig Murdochsk stil – skarp sprogbrug og evnen til at fange mennesket lige i al sin menneskelige skønhed og grimhed i et. Når jeg har læst en bog som denne, er jeg altid lidt deprimeret over, at verden ikke er bedre end som så – men jeg føler mig beriget ved at have fået et nyt blik på den menneskelige detaljerigdom. Læs den – hvis du kan tåle at være vældig irriteret på en romanperson henover 519 sider.

– Denne anmeldelse deltager i Bogrummets sommerkonkurrence 2006

Lån bogen på bibliotek.dk